Det 31. 12-tal kom i hus
Superstudent-Nihal-copy.jpg
Nihal Nahizs mor fik æren af at sætte htx-studenterhuen på hovedet af sin datter, der i sidste uge afsluttede tre års skolegang på H. C. Ørsted Gymnasiet i Ballerup med 12-tal nummer 31. Foto: Privatfoto
Nihal Nahiz er altid blevet kaldt en ’12-tals stræber’ og tirsdag føjede hun endnu et til rækken, da hun ved den afsluttende htx-eksamen i Ballerup kunne sætte studenterhuen på plads med et snit på 11,9 - uden bonusser.

19-årige Nihal Nahiz kunne tirsdag i sidste uge – efter tre lange år på skolebænken – kalde sig htx-student fra H.C. Ørsted Gymnasiet Ballerup.

Hendes afsluttende eksamen i dansk på a-niveau føjede endnu et 12-tal til eksamensbeviset – et 12-tal som blev det 31. af slagsen, der sammen med to 10-taller resulterer i et gennemsnit på intet mindre end 11,9 – uden bonusser.

Superstudenten selv ved godt, at hun bliver kigget på og omtalt som ’en 12-tals stræber’.

”Jeg er nok lidt perfektionistisk. Så hvis det er gået godt én gang, vil jeg gerne gøre det lige så godt næste gang,” fortæller Nihal og fortsætter:

”Karaktererne er dog ikke kommet af sig selv. Jeg har læst lektier to-tre timer dagligt og skrevet afleveringer i omkring otte timer om ugen.”

Derudover roser hun lærerne, som har spillet en stor rolle i hendes glæde ved at gå i skole:

”Jeg har haft ekstremt gode undervisere, som har formidlet godt og gjort undervisningen interessant.”

Vil være kirurg

De tre års slid med skolearbejdet har selvfølgelig haft sin pris – for eksempel har Nihal fravalgt studiejob for at have bare lidt fritid:

”Jeg har ikke haft et arbejde, men har i min fritid trænet og været sammen med mine venner og min familie. Jeg har ikke været så god til at gå tidligt i seng, i stedet lavede jeg min afleveringer. Det gælder om at finde en rytme og organisere tiden, så man kan overkomme pressede perioder og stadig finde noget fritid til en selv,” forklarer hun.

Glæden ved at lære og suge til sig har altid ligget til Nihal, som blandt andet taler seks sprog flydende.

”Jeg har altid været ambitiøs, siden barndommen, hvor jeg blandt andet brugte min fritid på at lære andre sprog,” siger hun.

Fremtidsplanerne har hun også styr på:

”Min drøm har altid været at læse medicin på København Universitet og blive kirurg – en vigtig rolle i samfundet, der hjælper mennesket med at overvinde sygdomme,” fortæller hun.
Men først står den på en velfortjent sommerferie for den unge superstudent.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *