Skovlunde centrum er, som de fleste nok ved, i gang med en større renovering, og det er visionen at denne renovering på sigt også strækker sig til syd for Ballerup Boulevard.
Vurderes der ud fra de arkitekttegninger, der skal danne inspirationsgrundlag for en kommende lokalplan, vil det meste af Skovlunde centrum blive bebygget, og området hvor man årligt fejrer Skovlunde byfest forsvinder.
Jeg er fantastisk positiv over at bo i en by, der i den grad investeres i, og mit borgerforslag går ikke ud på at problematisere en byfornyelsen.
Mit forslag går på, at man i forbindelse med den kommende lokalplan indtænker et bytorv. Et torv hvor man kan holde arrangementer sammen, hvor man kan sætte sig på en bænk og hvor alle borgerne kan mødes i fællesskab.
Skovlunde har ikke et samlingspunkt, og har altid været en by, der har været splittet af Ballerup Boulevard. Vi er mange der tørster efter at få en sammenhængende by, med alt det andre byer tager for givet.
Jeg vil derfor gerne bede jer alle støtte ved at stemme på det borgerforslag og hjælpe med ikke kun at forny Skovlunde, men også give det en identitet. På forhånd tak.
Borgerforslag ligger på kommunen hjemmeside – lige her: Borgerforslag