Headspace inviterer igen indenfor
Headspace-kopi.jpg
Ungerådgiver Marie Jørgensen (t.v) og frivillig Helena og deres kolleger på Headspace i Balleup står igen klar til at tage imod de unge, der har brug for en snak.
Efter flere måneders nedlukning kan man nu igen komme til en fysisk samtale i tilbuddet Headspace i Ballerup. De frivillige glæder sig til igen at møde folk.

Da statsministeren den 11. marts annoncerede regeringens beslutning om at lukke store dele af landet ned, startede en omvæltningsfyldt tid for rigtig mange. Også for rådgivningsstedet Headspace i Ballerup.

Marie Jørgensen, der er ungerådgiver i netop Headspace Ballerup fortæller:

”For nogle unge har det været en tid, hvor roen har kunnet sænke sig, men for andre har det været en tid præget af usikkerhed. Headspace Ballerup har også måtte holde lukket, og de unge vi havde i samtaleforløb, har måttet klare sig med vores chat og telefonlinje.”

Men nu kan headspace dog endelig slå dørene op for fysiske samtaler igen.

”Vi har haft åben for vores velkendte unge i et par uger, og kan mærke, at der er mange af dem, der har haft en svær tid. Vi ved derfor også, at der er mange andre derude, der kunne have gavn af at vide, at vi nu endelig åbner for nye forløb igen,” siger Marie Jørgensen.

Let at komme til

Hvis man har brug for en snak, så er det er nemt komme til at få en samtale.

”Man skal bare give os et ring på 2597 2009 eller sende en sms til 1403 med teksten: hs ballerup. Så kan vi som regel tilbyde en tid indenfor en uge. Den første gang man er her, kan man for eksempel høre lidt om, hvordan vi gør, og så kan man beslutte sig for, om man vil give det et forsøg. Det er helt uforpligtende,” fortæller Marie.

I headspace har man samtaler med frivillige, og de har også glædet sig til at komme tilbage.

Helena, der har været frivillig i headspace Ballerup siden starten i 2017 og til daglig er medicinstuderende på Københavns Universitet fortæller om sit engagement med headspace.

”Jeg kommer her fast ugentligt, og har virkelig savnet det. I min hverdag laver jeg alt muligt obligatorisk, men headspace har jeg selv valgt at være en del af. Her gør jeg i høj grad noget for mig selv. Det beriger min dag at snakke med de unge og give erfaringer videre”.

Tale om alt

I headspace kan man tale om hvad som helst. Det er gratis, og man kan komme igen så mange gange man vil.

”Det er unikt, at de unge kan få så mange samtaler, som det kræver for dem for at få det bedre. Det er de færreste vant til. Nogle gange føles det som om vi har uendeligt mange ressourcer med alle de frivillige, der gerne vil hjælpe. Det gør samtalerne meget frie” fortæller Helena.

Hvis man er interesseret i at blive Helenas frivillige kollega, så må man også meget gerne kontakte headspace.

”Vi kommer til at mangle frivillige efter sommerferien, så tag endelig fat i os. Vi glæder os meget til at kunne invitere flere indenfor i vores fællesskab,” siger Marie Jørgensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *