Halvdelen af gågaderenoveringen er udskudt
Coronatid-07-14-20-copy-1.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den sydlige del af Centrumgaden fra Ballerup Centret Linde Alle vil ikke blive renoveret foreløbig. En stor renovering af Stationsgården kolliderer med planerne. Foto: Kaj Bonne.
Planer Centrumgaden i Ballerup står foran en renovering i kølvandet på kloakarbejdet. Men nu er halvdelen af renoveringen udskudt i flere år.

Igennem lang tid har det ligget fast, at Centrumgaden i Ballerup skal renoveres. Så snart Novafos var færdig med deres arbejde med at dobbeltkloakere, ville Ballerup Kommune tage over og fortsætte renoveringen af gågaden. Der skal blandt andet lægges ny belægning og bymiljøet skal forbedres.

Men nu er den ene halvdel af projektet udskudt – indtil videre på ubestemt tid.

Mens renoveringen af den nordlige del af centrumgaden, altså stykket fra Linde Alle til Bydammen, vil blive sat i gang i slutningen af september, så vil den sydlige del, fra Linde Alle til Ballerup Centret ikke komme i gang foreløbig.

Årsagen er, at folketinget netop har vedtaget en stor boligaftale, som fremrykker en masse renoveringsprojekter af almene boliger landet over – herunder Stationsgården. Det er renoveringsprojekter, der ligger i kø hos

Landsbyggefonden, som altså nu bliver igangsat tidligere end forventet.

Der er afsat godt 100 millioner kroner til Stationsgården, men den renovering kommer dermed i konflikt med den planlagte renovering af Centrumgaden, som så må vente.

Renovering venter

”Der venter en stor opgave ved Stationsgården, der skal renoveres i stor stil. Derfor giver det mening at vente med vores del af renovering af Centrumgaden, til det projekt er overstået. Der skal muligvis stilles stilladser op og etableres byggeplads og vi ved ikke endnu, hvordan det vil komme til at se ud. Det kan meget vel komme til at have indflydelse på Centrumgaden, så derfor venter vi,” siger Karsten Linding, projektleder i Ballerup Kommune.
¨

Han understreger, at den nordlige del af Centrumgaden bliver renoveret som planlagt.

”Vi går efter planen i gang med den nordlige del i slutningen af september og det skal så løbe frem til foråret 2022.

Der vil så være nogle pauser på Kirketorvet om eksempelvis sommeren og til jul, så man kan få gaden til at fungere.

Men projektet er stadig i udbud og vi afventer at finde den rigtige, der skal udføre arbejdet,” siger Karsten Linding, som ikke vil sætte en dato for, hvornår man har en konkret plan for den øvrige del af renoveringen.

”Vi afventer som sagt renoveringen af Stationsgården og den tidsplan kender jeg ikke. Men det er nok ikke helt forkert at sige, der i hvert fald går to-tre år,” siger Karsten Linding.

Ikke godkendt

Den tidshorisont virker realistisk, hvis man spørger Inge Støvring Pedersen, formand for Ballerup Ejendomsselskab, der ejer Stationsgården.

”Der ligger en plan, men den er ikke godkendt af beboerne endnu, så den vil jeg ikke fortælle dig. Vi godkender forhåbentlig planen i september måned. Men jeg kan da sige så meget, at renoveringen af Stationsgården vil tage et eller halvandet år og i den tid vil der nok ikke være nogen renovering af Centrumgaden. Men som sagt har vi ikke endeligt godkendt planen,” siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *