Bedre trafiksikkerhed på vej i ’Viften’
Trafikproblemer-01-36-19-1.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der har længe været store problemer med voldsom trafik i ’Viften’ i Skovlunde. Nu ser det ud til at blandt andet børnene får en bedre og sikrere skolevej. Foto: Arkivfoto: Kaj Bonne.
Trafiksikkerhed Efter grundige trafikanalyser skal der nu sørges for bedre trafiksikkerhed på en række veje i Skovlunde. Trafik- og miljøudvalget vil bevilge mere end 4,5 millioner kroner.

Der skal gøres noget ved trafiksikkerheden i en række områder i Skovlunde. Området omkring Viften og Gl. Skovlunde er især i fokus og nu vil trafik- og miljøudvalget på baggrund af trafikanalyser afsætte 4,7 millioner kroner til en stor trafiksikkerhedsplan.

Egentlig er der afsat 800.000 kroner pr. år fra 2020 og fremad til etablering af løbende mindre hastighedsdæmpende tiltag i boligområder.

Men man kan politisk beslutte at fremrykke en række anlægsmidler til at supplere de afsatte midler, så man kan sætte gang i et større projekt, og det er netop, hvad udvalget vil.

På baggrund af trafikanalyser og dialog med lokalråd, trafikgruppen og skolerne blev man i april måned enige med parterne om, hvilke tiltage der skulle prioriteres.

En større plan

Udvalget taler altså for, at etablere den såkaldte ’anlægsmodel 3’, som de mener er den bedste – omend også dyreste – løsning.

Anlægsmodel 3 koster 4,7 millioner kroner og indbefatter 40 kilometer zone på Ejbyvej med to indsnævringer, 40 kilometer zone på boligveje i Viften og Gl. Skovlunde med skiltning og hastighedsdæmpning på Kløvertoften og Hybenvænget.

Desuden skal delte stier på den sydlige del af Ejbyvej ombygges til separate cykelstier og fortove på den sydlige del af Ejbyvej samt en midterhelle med fodgængerfelt på Ejbyvej ved Skovlunde Skole, afdeling Rosenlund.

Den dyre anlægsmodel 3 vil ifølge kommunens analyser forøge trafiksikkerheden for blandt andet skolebørnene ved Skovlunde Skole, afdeling Rosenlund når der etableres midterhelle og fodgængerfelt.

Desuden vil etablering af 40 kilometer zone øge trygheden for gangbesværede, når de skal krydse vejen, og både de og synshæmmede vil få øget tryghed med etablering af separat cykel- og gangsti.

Det er nu op til kommunalbestyrelsen, om man vil fremrykke og frigive give de fornødne penge, så man kan sætte gang i den store ’anlægsmodel 3’ eller om man vil vælge én af de mere ’skrabede’ modeller .

1 kommentar om “Bedre trafiksikkerhed på vej i ’Viften’”

  1. Thomas Truelsen siger:

    Krydser fingre for at kommunalbestyrelsen bakker op om dette vigtige forslag! Godt gået af trafik- og miljøudvalget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *