Klumme: Farlig tur i skoven
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Mor, det går altid galt, når vi tager på tur med dig.”

Dixon sagde det, mens han sad på forsædet i bilen ovenpå et håndklæde med indkøbsposer om hvert ben. Hans øjne var spejlblanke, hænderne fulde af mudder og hans kinder rødmossede.

Tidligere, når vi har været på tur, er Dixon både faldet i Furesøen, i åen i Måløv Naturpark (en meget kold dag i april) og for nylig resulterede en anden tur i en grædende Titan, som havde skåret sig på et flænset stykke træ. Men børn skal lære at falde og rejse sig igen – det plejer jeg i hvert fald altid at sige, men lige denne dag kom jeg dog i tvivl.

Forhistorien var den, at vi den fredag var på vej hjem, da jeg temmelig spontant valgte at køre et smut i skoven. Børnene nærmest spurtede ud af bilen og løb ind under Hareskovens grønne himmel.

”Må vi virkelig godt lege lidt,” spurte Dixon begejstret og jeg følte endelig, at jeg var med i superligaen for mødre.

Drengene fandt pinde og susede rundt i glæde. Jeg selv gjorde, hvad enhver anden nærværende mor ville gøre: Jeg klikkede selvfølgelig løs på mobilen i jagten på det perfekte Insta-venlige skov-foto.

Vi mødte en sød dame med en endnu sødere hund og gik på line på en væltet træstamme.

”Mor, det er lidt ligesom at være med i en gyserfilm. Det er bare os og skoven,” sagde Dixon mens jeg svarede, at han da var fjollet. Men man skal passe på, hvad man siger højt. Kosmos risikerer at høre det. Og således også denne dag, da Dixon få minutter senere skreg for sit liv og karmaen fyrede igen.

Jeg kiggede op og så min dreng, panisk synke ned i skovbunden. Og selvom han skreg utrolig højt, er jeg overbevist om, at jeg overgik ham, da jeg brølede: ”STOOOP” til lillebror, mens jeg løb.

Jeg tænkte mig ikke om. Som i slet ikke. Hvilket jeg efterfølgende har tænkt meget over. For jeg var heldig. Jeg løftede Dixon op og trak ham baglæns med mig. Mange flere meter end min fysioterapeut ville mene at jeg burde, men jeg ville være sikker på, at vi endte på fast grund.

Dog endte vi der med bare én sko. Den anden blev siddende i undergrunden. Sko som Dixon havde fået bare tre dage før. Selvfølgelig.

”Jeg vil aldrig i skoven igen,” græd Dixon, mens lillebror sympatiserede ved at kramme Dixon og sige

”Gumme skov” og jeg selv prøvede at holde hovedet koldt, mens tankerne tordnede kaotisk rundt: Var det virkelig et hestehul eller bare mudder? Det så jo slet ikke mudret ud. Var det i Gribskov, der engang var en hest, der sad fast i et hul og døde? Hvor mon hans sko er? Vi skal aldrig i skoven igen. Selvfølgelig skal vi det, men ikke uden far. Eller måske. Vi bliver bare på stierne. Vi skal også have aftensmad i dag. Og nå at se Disney sjov. Og hov, der er mange cyklister, dem må jeg ikke køre ned. Dixon er fuld af mudder, bilen skal ikke svines til. Han lugter også af skov. Han skal i bad. Mon han er ok?

Tankerne blev ved og lørdag tilbød min mand at tage Dixon ud og købe nye sko. Han ved, jeg har et temmelig anstrengt forhold til menneskemængder og stadig fordøjede hakket i min kortvarige mor-selvtillid.

De to havde selvfølgelig en dejlig tur og havde både købt nye blyanter til penalhuset, en stor is og nye sko – med neongrønne blinkende lys i sålerne.

Imens gik Titan og jeg på legepladsen – også selvom eksperterne siger, at man skal passe på med det i disse coronatider. For i det mindste forsvinder skoene ikke her og underlaget fast. En ting, man bestemt ikke skal undervurdere. Ligesom naturen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *