Busbesparelser står ved magt
Buslije-5-1.jpg
Busline 350 S bliver fra årsskiftet ikke en del af trafikbilledet på Ballerup Station. Den nye spareplan, der er endeligt vedtaget i regionsrådet, afkorter den til Malmparken. Foto: privatfoto
Trafikbesparelser Regionsrådet vedtog i den forgange uge endeligt spareplanen på 15 millioner kroner på den kollektive trafik. 350S bliver forkortet, mens 55E bliver en myldretidsbus. Skæbnen for 400S og 40E er stadig usikker.

Trods protester og skarp debat blev den store spareplan på 15 millioner kroner på den kollektive trafik i Region hovedstaden vedtaget tirsdag i sidste uge. Regionsrådet vedtog med stort flertal det såkaldte scenarie 2, der blandt andet forkorter linje 350S til Malmparken og gør 55E til en myldretidsbus.

Kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod.

Dermed er diskussionen om den trafikale fremtid stilnet, omend der stadig er nogle knaster tilbage, når det kommer til Ballerup.

For buslinjerne 400S og 40E er stadig til diskussion. Der skal nemlig spares 2,6 millioner kroner på de to linjer og derfor forestår der nu en debat om, hvorvidt nogle kommuner vil gå ind i driften af linjerne.

”Det står fast, at vi afkorter 350S til Malmparken og at vi omdanner 55E til en myldretidsbus. Men der skal også spares 2,6 millioner kroner på linje 400S og 40E. Vi vil primært spare på dem uden for myldretiden, da de har en vital funktion på ruten mellem Skodsborg Station og DTU i Ballerup. Vi håber, at 400 S kan fortsætte med 10 minutters drift. Det afhænger af, om vi kan få en eller anden form for aftale med kommunerne om en samfinansiering og det skal vi forhandle om nu,” siger Jens Mandrup (F) formand for Region Hovedstadens trafikudvalg.

Han fortæller, at omlægningen af busruterne ikke sker med det samme, men fra det kommende køreplansskift ved årsskiftet.

Opråb til Christiansborg

Regionsrådet besluttede også et tredje indstillingspunkt. Det var et ændringsforslag, som kun Dansk Folkeparti stemte imod.

Ændringsforslaget lyder: ’Regionsrådet ser med stor bekymring på udviklingen indenfor offentlig transport i hovedstaden og de faldende passagertal, der ligger bag. Vi vil arbejde for initiativer der skal sikre flere passagerer i den kollektive trafik og vi arbejde for, at stat, region og kommuner sammen finder løsninger, som for eksempel sikring af bedre fremkommelighed og bedre sammenhæng ved knudepunkterne, der kan vende udviklingen til gavn for klimaet, miljøet og regionens pendlere og borger. Desuden ønsker vi ligeledes at sikre og styrke den kollektive trafik i yderområderne’.

Formuleringen er en hensigtserklæring med henblik på at få hjælp i en presset situation, erkender Jens Mandrup.

”Vi ser jo ind i en fremtid, med færre passagerer og færre afgange. Det er svært, når vi gerne vil fremme den kollektive trafik. Men faktum er, at regionen har ingen penge. Så derfor har vi lavet denne hensigtserklæring for på den måde at råbe politikerne op på Christiansborg. Vi håber, at man ved et trafikforlig kan sende flere penge til den regionale trafik, eksempelvis ved et forlig om Ring 4, så vi ad den vej kan få penge til den kollektive trafik i regionen,” siger udvalgsformanden.

Det er fornuftigt

En af de politikere, der har stemt for besparelserne, der altså rammer Ballerup hårdt, er Anette Randløv (B). Hun bor i Ballerup, men på trods af, at Ballerup altså får den trafikale kniv ved den nye spareplan, så giver den god mening for hende.

”Jeg synes faktisk, at beslutningen er fornuftig. Der er færre passagerer og vi kan ikke have tomme busser til at køre rundt. Der var en række ruter i Nordsjælland, der også var i spil, men der er der ingen alternativer. Der er måske en afgang i timen og det kan vi ikke byde folk. Her i Ballerup er der trods alt flere alternativer. Så man kan sige, at vi ikke bliver så hårdt ramt, som andre steder,” siger Anette Randløv, som pointerer, at hun ikke sidder i trafikudvalget, men i sundhedsudvalget og derfor ikke er inde i alle detaljerne i planen.

Hun erkender samtidig, at der er et dilemma ved at spare på den kollektive trafik.

”Det er klart, at hvis man bliver ved med at spare, så bliver den kollektive trafik mindre attraktiv og så vælger flere bilen. Det er en kedelig spiral. Så man skal også tænke på mere fleksible løsninger på landet eksempelvis. Derfor det er vigtigt, at vi får staten og andre aktører med ind over,” siger Anette Randløv.

Under alle omstændigheder er den store trafikbesparelse altså nu en realitet og skal sættes i værk fra 2021. Dog er der visse ruter, der af kontraktmæssige grunde først kan reduceres eller beskæres fra 2023.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *