Millionregn over Ballerups almene boliger
Boligrenovering-04-22-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kasper Sand Kjær i Grantoften, der er blandt de boligområder, der får millioner til renovering fra den nye boligaftale i Folketinget. Foto: Kaj Bonne.
Renovering En bred politisk aftale vedtaget i Folketinget, sender nu i alt 328 millioner kroner til renovering af almene boliger i Ballerup. Arbejdet går i gang til efteråret.

Rigtig mange almene boliger rundt om i landet, og ikke mindst i Ballerup Kommune, trænger til at blive renoveret.

Derfor har Landsbyggefonden et stort antal milliarder stående, som landets boligforeninger kan søge til at få renoveret deres boliger.

Det er normalt noget, der sket løbende over en årrække, men en ny aftale mellem et bredt flertal i Folketinget betyder, at de i alt 30 milliarder kroner skal ud til landet almene boliger i perioden frem til 2026.

Heraf skal de 18,4 milliarder ud allerede fra efteråret.
Dermed bliver det største almene renoveringsprojekt nogensinde sat i gang og det kommer i den grad til ar dryppe på Ballerup.

Af de 18,4 milliarder kroner bliver der 328 millioner til almene boliger i Ballerup Kommune, hvor man også har et stort behov for at komme i gang med at renovere.

Der venter således et enormt arbejde i de kommende år.
”Det er normalt projekter der skulle have været udført i løbet af 10-15 år som vi nu skal gøre på to år. Det er den største investering i den almen sektor nogensinde og det glæder mig, at vi nu kan komme i gang. Der bliver snakket så meget om ejerboligerne eller trafikken, men nu skal vi gøre noget for den omkring en million mennesker, der bor til leje,” siger Kasper Sand Kjær (A), valgt i Ballerup og medlem af folketingets boligudvalg.

Han beskriver indsatsen som en ’tre i en løsning’.

Flere formål

”For det første er det for at få gang i økonomien. Vi holder gang i håndværkerne i en presset tid. For det andet er der rigtig mange almene boliger, der i den grad trænger til et løft. Mange er slidte og skal renoveres nu. Endelig handler det også om den grønne omstilling. Vi skal sørge for, at boligerne bliver energirigtige og grønne,” siger Kasper Sand Kjær, som understreger betydningen for boligområderne.

”Mange steder er det blevet kritisk og derfor skal vi renovere nu. Hvis man ikke gør noget, kan vi risikere at skulle rive ned. Men det kan blive dyrere og desuden river man ikke bare boliger ned. Man river også fællesskabet ned. Så det er mere end bare renovering,” siger Kasper Sand Kjær, som regner med, at der er arbejdskraft nok til at udføre de mange store opgaver de kommende år.

”Jeg vil mener, at der er arbejdskraft nok. Der er mange danskere, som har mistet deres job under krisen. Måske er håndværksbranchen ikke så hårdt ramt som andre brancher, men det skal være danske arbejdspladser. Der kan komme visse specialopgaver, som udenlandske firmaer skal tage sig af, men uanset hvem der udfører jobbene, så skal det ske på ordentlige vilkår, og det er en af betingelserne for, at man kan få opgaverne,” understreger Kasper Sand Kjær.

Glæde hos foreninger

En af de boligforeninger der kommer til at nyde godt af pengene er Baldersbo, der står til at få omkring 60 millioner kroner til forskellige projekter.

”Vi er rigtig glade for at vi får omkring 60 millioner kroner. Vi har især brug for penge til modernisering. Men vi har også brug for en stor facaderenovering og det er der ikke penge til. Så vi håber, at vi kan forhandle os frem til mere, for det er der virkelig brug for,” siger Søren B. Christiansen, direktør i Baldersbo.

Også hos Ballerup Ejendomsselskab er der brede smil hos formand Inge Støvring Pedersen. Hendes forening står til at få 103 millioner kroner.

”Vi føler da, at vi har vundet i lotteriet. Vi kan kun være tilfredse med, at man nu sætter de her penge fri, for det er tiltrængt. Vi har endnu ikke besluttet endeligt, hvad vi skal have lavet, så det drøfter vi. Men vi glæder os til at komme i gang,” siger formanden, som nævner renovation og affaldssortering som et af de store punkter for fremtiden.

”Vi skal i gang med den grønne omstilling, og der betyder affaldshåndteringen meget og det er dyrt,” siger Inge Støvring Pedersen.

Den store boligaftale er vedtaget af alle partier i Folketinget bortset fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

 

Fakta

Aftalen frigiver umiddelbart 18,4 milliarder kroner til renovering af almene boliger i hele landet. Heraf 328 millioner kroner til Ballerup – fordelt som følger:

Boligselskabet Baldersbo, afdeling 14, 421 boliger,
60 millioner kroner.

Ballerup Ejendomsselskab, afdeling Lindevang, 21 boliger, tre millioner kroner.

Ballerup Ejendomsselskab, afdeling Tøndehvælv, 28 boliger fem millioner kroner.

Ballerup Ejendomsselskab, afdeling Stationsgården,
128 boliger, 95,7 millioner kroner.

Ballerup Boligselskab afdeling Rugvænget, 72 boliger,
39,1 millioner kroner.

Ballerup Boligselskab afdeling Bispevangen/Parkbo,
206 boliger, 113,9 millioner kroner.

Ballerup almennyttige Boligselskab, afdeling Grantoften, 1351 boliger, 11, 2 millioner kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *