Biblioteket åbner på mandag
Bal-bib-total-712-copy.jpg
fFa mandag den 18. kan man igen gå på biblioteket i Ballerup. Næste mandag følger kulturhusene i Måløv og Skovlunde.

Så kom turen til de lokale biblioteker, som nu også har fået lov at genåbne efter to lange måneders corona-lukket. Mandag den 18. maj kan Ballerup Bibliotek som det første slå dørene op og byde de boghungrende gæster velkommen.

Kulturhusene i Måløv og Skovlunde følger trop mandag den 25. maj – dog med lidt andre åbningstider end før corona.

”Det er fantastisk, at vi nu igen kan åbne dørene i Ballerup, Måløv og Skovlunde, så I kan gå rundt mellem hylderne og finde jeres yndlingsbøger, tidsskrifter, børnebøger, spil, musik og film”, siger en begejstret bibliotekschef, Ravinder Kaur-Pedersen, som glæder sig til at byde indenfor.

”Det er ligesom en dejlig rejse at gå på opdagelse på et bibliotek,” tilføjer hun.

Kun korte besøg

Men det bliver en lidt anderledes ’’rejse’’ at besøge bibliotekerne, der ligesom alt andet i disse coronatider er underlagt mange krav til hvordan gæster må færdes og benytte sig af bibliotekets tilbud.

For eksempel må man ikke tage ophold på biblioteket. Man må kun være der så kort tid som muligt, finde de materialer man ønsker, låne dem og så forlade biblioteket igen. Man må altså ikke sætte sig og læse eller på anden måde opholde sig på biblioteket i længere tid.

Der er også mange ting, som man ikke kan endnu. For eksempel at benytte bibliotekets computere, printe eller kopiere, bruge toiletterne eller lade ungerne lege i børnebiblioteket. Alt dette må vente lidt endnu.

 

FAKTABOKS: Nye tider

Ballerup Bibliotek åbner mandag den 18. maj med følgende åbningstider:
• Mandag, tirsdag, onsdag klokken 9-18
• Torsdag klokken 9-19
• Fredag klokken 9-17
• Lørdag klokken 10-14

Kulturhus Måløv og Skovlunde Kulturhus åbner mandag den 25. maj med åbningstiderne:
• Mandag-fredag klokken 14-18
• Lørdag klokken 10-14

Det er indtil videre ikke muligt at bruge selvbetjent adgang i nogen af bibliotekets huse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *