I regn og blæst gik Ballerups U 12 piger igen ubesejrede gennem alle syv kampe, hvor blandt andre lokalrivalerne fra Smørum blev slået 14-8 i semifinalen.
Efter en spændende finale imod Jersie, der endte 7-3, kunne det talentfulde hold drage hjem til Ballerup med pokalen. Det er anden gang indenfor kort tid, at pigerne vinder en stor finale. Sidst var i påsken, hvor de vandt Lyngby Påske Cup.
»Holdet tager om fjorten dage til udendørsstævne i Albertslund, hvor der venter nye spændende udfordringer,« fortæller deres træner, Morten Ploug.