Klumme: Musikken lever videre
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
Det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Som så mange andre ser vi også fællessang fredag aften. Børnene får endda lov at se med og hver gang Phillip Faber tuner frem på skærmen udbryder Titan: ”Mig elker (elsker) ham der.”

Og jeg forstår ham godt. Altså dét, han elsker. For musik kan bare noget, som er enormt svært at sætte ord på.
I vores kalender står der ’forårskoncert’ i slutningen af måneden. Det skulle have været Dixons første. Men som så meget andet i denne coronatid er også den aflyst. Jeg har aldrig tænkt synderlig meget over forårskoncerter før nu.

Jeg mindes selv en særlig en i 6. klasse, hvor min klasse skulle fremføre Beatles-nummeret ’Yesterday’. Jeg synger ikke særlig smukt og kan heller ikke nogen instrumenter, men alligevel var det en særlig dag. Klassen havde øvet sig, glædet sig og øvet sig lidt mere.

Min søde mor tog mig ud og købte nyt tøj i dagens anledning. Jeg husker det ligeså tydeligt: Hvid skjorte med store flæser og en hæklet vest (det var altså moderne dengang!) og tonerne til sangen Yesterday. Sangen, der handler om hvordan livet har forandret sig på en enkelt dag – akkurat som vi oplever det nu.

Flere år senere var jeg tilhører til min ene bonussøns forårskoncert, hvor jeg tydeligt husker børnene skråle med på John Lennons kæmpehit ’Imagine’. Dengang fik jeg en tåre i øjenkrogen, fordi tekstens håb og børnenes uskyldige stemmer tilsammen ramte drømmeren dybt i mig. Drømmeren, som jeg troede, jeg havde glemt.

I år er der ingen forårskoncerter og ingen børnestemmer på scenerne i de tomme gymnastiksale på landets skoler. Børnehavebørnene der lige er startet i BFO, fik en noget anderledes afslutning end de havde håbet og generelt føler vi nok alle, at der er meget, vi går glip af.

Men livet går alligevel sin gang og vi finder rutiner i vores nye hverdag. Især i livet med børn falder hverdagen hurtigt tilbage til vante gænge.

Madpakkerne laves, blyanterne i penalhuset skal spidses, tøj findes frem og lektier gennemgåes. Nogle gange tager jeg mig selv i at føle, at livet er tilbage til det normale. Men akkurat som jeg tænker det – rammer virkeligheden. Så som forårskoncerten, der er aflyst eller synet af en maskebærende medborger.

Til gengæld forbløffes jeg over børns evige omstillingsparathed. Som forleden, da Dixon en aften spurgte: ”Mor, må jeg lave en legeaftale med Jonas i næste weekend? Vi vil gerne lege på en legeplads i Farum, for der kan vi godt holde afstand og det er udenfor.”

Bare seks år gammel og allerede så afklaret om reglerne. Det gør mig stolt. Og jeg bliver også lettet når Titan kommer hjem fra børnehave og siger, at han har en ”haft mega dod (god) dag” og lidt efter åbner fryseren og spørgende siger: ”Is?”

Når jeg svarer nej, responderer han uden tøven: ”Kodona-ferie moar” og prøver dermed at tage corona-virkeligheden som gidsel i kampen for is.

Børnene har om noget forstået, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og heldigvis for det.

Derfor har jeg lovet dem, at vi leger forårskoncert i weekenden. De aner ikke hvad det er, men jeg ved, de altid gerne giver et nummer med ”Børnehuset Måløvs” helt egen sang og pædagogen Jacobs ”Palle Pingvin sang.” Sange, der altid får mig til at smile.

Sangene er ikke bare et bevis på en talentfuld mand. Det er en påmindelse om livet før under og sikkert efter corona. For musikken lever videre – som den altid gør. Hvad end vi kan ramme de rette toner eller ej.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *