Klumme: Tilbage i børnehave
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Akkurat som jeg begræd, at Titan ikke havde fået plads i børnehaven, tikkede en mail ind om, at der var kommet ekstra pladser. En af disse gik til Titan.

Da min mand og jeg begge forventes at arbejde hjemmefra, var det selvsagt en kæmpe lettelse. Vi har ikke følt, vi slog til som forældre, som medarbejder eller som partnere. Alt har været en slags overlevelse med skiftevis frustration og dårlig samvittighed. Så udsigterne til nogle daglige timers arbejdsro gav i den grad overskud.

Alligevel lå jeg vågen det meste af natten, inden Titan vendte tilbage til børnehaven.

”Mit barn skal ikke være prøveklud,” mindes jeg at have hørt en kvinde udtale til nyhederne og jeg kom i tvivl. Gamblede vi med vores barns helbred?

Det var svært at føle ro, men i mit inderste mener jeg, at vi nogle gange bare må gå de skridt, vi skal gå. Samfundet skal i gang. Livet skal leves af os der kan og har fået det. Angsten må aldrig vinde og beslutninger skal sjælden træffes når følelserne er højest.

Børnehaven havde sendt en meget udførlig tre siders manual om procedurerne. Og selvom jeg både forstår og respekterer det, så virker det voldsomt at læse, at ingen forældre må komme ind i huset. At man kun må være én forælder, der afleverer. At børnene skal afleveres ved forskellige døre og at man skal huske at holde afstand.

Hvor børnene normalt må spise når de vil, tager pædagogerne nu madpakkerne og putter en pose om den, inden de kommer i køleskab. Og de åbnes ikke, før de spiser sammen – med god afstand selvfølgelig.

Manualen var dog intet mod virkeligheden. Allerede ved ankomsten til børnehuset var den nye virkelighed meget virkelig.

Afskærmningstape overalt på legepladsen, da børnene kun må lege i grupper på fem. Gule klistermærker på jorden som påmindelse om afstand og køkultur.

Pædagogen, der tager imod, følger straks Titan til håndvasken. Vi taler kun lidt. Smiler. Verden er virkelig forandret og jeg tænker i mit stille hvordan det mon opleves for en lille gut på tre år.

Da jeg henter ham, er han glad. Rigtig glad. Og rigtig træt. Vi taler lidt om dagen og jeg forstår, at han har leget politimand og puttet sine venner i fængsel. Jeg spørger, om han har krammet en, han holder meget af og han svarer prompte og meget bestemt:

”Nej moar. Kodona!” 

Næste morgen føles overraskende normal. Ungerne gider ikke op. Ramasjang kører på skærmen. Min kaffe bliver kold. Jeg varmer havregrød til drengene. De slås om fjernbetjeningen og jeg med hårtørreren og tiden.

Men hvor Titan de sidste mange uger har spurgt: ”Mej bornhave?”

Spørger han denne morgen: ”Kodona ferie?”

Jeg svarer nej og fortæller, han skal i børnehave.

”Mej bornehave” gentager han og løber ind på værelset, henter sine håndjern og prøver vist at forklare mig, at han gerne vil have dem med. Jeg siger han ikke må. Han svarer:

”Mej gerne ha bornehave med hjem.”

Og hvor jeg ellers ikke er synderlig begejstret for store børnesammenkomster i mit hjem, mærker jeg nu et stik i hjertet. En savn efter det vante og et håb om at hverdagen snart er meget mere genkendelig for både store og små.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *