Klumme: En ny hverdag
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Dagen efter, statsministeren havde sagt, at de små børn skulle starte i skole, var der besked på Aula.
A-klasserne skulle møde klokken 8.00 og B-klasserne klokken 8:30. Forældrene fik besked på at aflevere børnene lige ved skolegårdens start, hvor selveste inspektøren fra første dag har stået i gul trafikvest og hilst børnene godmorgen.

Inde i skolegården var der nyopsatte håndvaske, og mens jeg vinkede farvel til min dreng, der synes det var lidt mærkeligt, at han nu pludselig måtte beholde sine udendørs sko på, gik han ind i sit vante klasseværelse, hvor han havde fået lov at blive. Klassen var nemlig delt i to lokaler og i hvert lokale to grupper med fem børn i hver.

Ved siden af mig stod en mor med en pige fra klassen, der var fuldstændig grådlabil. Lige der glædede jeg mig over min store modige dreng om end jeg synes, han vokser alt for stærkt.

Den gruppe Dixon er med i er også dem, han skal lege med. Både i frikvartererne og efter skole. Det synes han er lidt mærkeligt og han savner, at han ikke må være på sin normale SFO, da de børn, der skal starte i 0. klasse efter sommerferien har fået lov at være der.

Og hvor vi normalt kan hente, når det passer os, skal vi nu orientere om, præcis hvornår vi kommer, da pædagogerne sender børnene ud på parkeringspladsen, som er bemærkelsesværdig tom.

Første dag spurgte jeg selvfølgelig, hvordan det var gået.

”Godt,” svarede han.

”Hvad har I lavet?” spurgte jeg og så med fryd, at hans store øjne lyste op:

”Vi har leget corona-virus og det var bare SÅ sjovt!”

Øhhh hvad for noget, tænkte jeg og spurgte ind til det:

”Altså jeg er corona-virussen og hvis nogen rører mig eller jeg rører dem, så dør de,” forklarede han mig, mens jeg i mit stille tænkte, at det måske var en form for bearbejdning af verdenssituationen set med børnenes øjne.

Dagen inden skolestart sagde Dixon dog, at han ikke ville afsted, men den følgende dag afslørede han, at han bare havde sagt det ”fordi han var bange for, han havde glemt noget.”

Titan var derimod jublende glad over at skulle tilbage til børnehaven. De seneste uger har han mange gange sagt:

”Maj savner bornhaven” og vi glædede os sammen med ham.

Da han efter lidt over to uger holdt op med sit faste morgenspørgsmål om hvorvidt han skulle i børnehave, troede jeg egentlig, at han bare havde affundet sig med ikke at gå i børnehave. Det er trods alt mange uger uden konkakt til børnehaven ud over et enkelt syng-med-arrangement over computeren.

Andre venner i byen har både modtaget gækkebreve og hele krea-kasser fra deres pædagoger, men mennesker sætte spor og Titan er blevet ved med at savne sine venner.

Desværre gik der jo ikke lang tid, før det gik op for os, at han måske ikke kunne komme i børnehave. Det børnehus han hører til, er generelt presset på plads og netop nu, viser det sig tydeligt ved, at mange børn må skuffes.

Da vi fortalte Titan, at han ikke kunne komme i børnehave alligevel, græd han. Meget. Dixon prøvede at trøste og sagde, at lillebror gerne måtte lege med hans fjernstyrede bil, når han var i skole. Men Titan ville ikke høre det.

”Maj osse skole,” sagde han næsten bedende og da onsdagen kom og Dixon skulle i skole, formåede Titan at stjæle Dixons madkasse fra køleskabet. Det opdagede vi først, da vi var på vej ud af døren, hvor madkassen var væk og netop det, er vel beviset på at handling taler højere end ord, som så meget andet i denne usædvanlige situation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *