Det var en tidlig fødselsdagsgave, børnene fra Wamde-musikgruppen, havde taget med, da de besøgte Ballerup sidste år.
De musikalske børn fra Burkina Faso, som mange i Ballerup stiftede bekendtskab med gennem deres optræden ved musikfesten og andre steder lokalt, havde nemlig taget en gave med, som de ville forære til Dronning Margrethe.
Det var et forarbejdet stykke stof, som skulle være en speciel hilsen fra det afrikanske land.
Varme hilsner
Dronningen var ikke i landet, da Wamde-gruppen besøgte Ballerup og derfor fik en af folkene bag besøget, Bjarne Rasmussen, til opgave at aflevere gaven til dronningen.
Han er nemlig ’kongelig’ musiker og har marcheret forbi det gule palæ gennem 40 år med en basun i hånden. Derfor kunne han aflevere gaven på rette sted.
Nu har regenten kvitteret for gaven. I et officielt brev skriver dronningens privatsekretær Marianne G. Dupont:
”Hendes Majestæt Dronningen har bedt mig takke for deres venlige brev samt ikke mindst for den fine hilsen fra gadebørnene i Ougadougou i form af et meget smukt stykke stof, som det glædede dronningen at modtage. Vi beder dem sende Dronningens varme hilsner samt bedste ønsker til Wamdebørnene i Ougadougou.”
Dermed kom Ballerup alligevel lidt ad omveje ind i regentens gaveregn og runde fødselsdag.