Trafik skal udenom Malmparken
Venstresving-Løvens-kopi.jpg
Det nye elektronisk skilt skal forhindre bilisterne i at køre ind til Leo Pharmas p-hus ad Malmparken, men at køre ad Metalbuen i stedet. Foto: Birger Praetorius
Trafik Bilister på Malmparken kan nu se et nyt skilt, der forbyder venstresving ind mod Leo Pharma’s p-anlæg. Målet er at vænne bilisterne af med at køre ad Malmparken.

Nu er Malmparken igen kommet i fokus, rent trafikalt. Hvis man kommer kørende ad Malmparken i retning mod Ballerup Boulevard kan man lige inden ’stationsbroen’ se et nyt elektronisk skilt, der viser ’venstresving forbudt’ ned mod de store p-anlæg hos Leo Pharma.

Skiltet er nyt og man kan undre sig over, at man forbyder at dreje ned mod et p-hus på en vej, hvor der normalt er trafikalt pres på.

Dermed kunne man forestille sig, at folk vil køre ind fra boulevarden, hvor der i forvejen er pres på trafikken på grund af busholdepladsen.

Så hvad er egentlig meningen? Vi spurgte Steen Pedersen, der er centerchef for by, erhverv og miljø i Ballerup Kommune.

En ny vej

”Det er et led i Leo Pharmas udviklingsplaner. Meningen er at lede trafikken væk fra Malmparken. Hvis man i stedet for at dreje ned ad Malmparken fra Ballerup Byvej, kører til næste kryds (Metalbuen, red.), så kan man ramme p-huset derfra og dermed lede trafikken ad ’bagvejen’ så at sige. Så det er faktisk for at lette trafikken på Malmparken. Vi vidste godt, at mange automatisk kørte fra ad Malmparken, så derfor vil vi nu vænne folk til at køre en anden vej for at komme ind i p-huset,” siger Steen Pedersen, som dermed afslører, at meningen ikke er at skabe mere kø, men mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *