20 år som byens apoteker
ute-beskåret-copy.jpg
Ute Pørksen har lige fejret 63 års fødselsdag og nu også 20 års jubilæum som apoteker i Ballerup. Foto: Kaj Bonne
jubilæum Ute Pørksen kunne 1. april fejre 20 års jubilæum som hele Ballerups apoteker. Med fem afdelinger og 40 ansatte har hun nok at se til, og pensionisttilværelsen lader hun vente.

Det var på alle måder en særlig dag den 1. april. For ikke nok med at dagen i sig selv byder på alverdens fup og fiduser, så er vi også midt i corona-krisen, og derfor var festen aflyst på Ballerup Apotek, hvor apoteker Ute Pørksen ellers kunne fejre 20 års jubilæum.

Det skulle nu alligevel også først have været fejret i weekenden, hvor der var planlagt udflugt med alle medarbejderne, men sådan blev det altså ikke.

”Det er selvfølgelig ærgerligt, men det går nok. Jeg bryder mig egentlig heller ikke så meget om at være i centrum,” siger Ute Pørksen og trækker på skuldrene.

Flyttede apoteket

Ute har inviteret indenfor på sit kontor på Ballerup Apotek i Centrumgaden, her fortæller hun om tiden, medarbejderne, nye arbejdsopgaver, de mange elever og udviklingen fra to til fem apoteker – alt sammen mens døren står åben og mobiltelefonen med jævne mellemrum kalder på opmærksomhed.

Hun er en travl kvinde, som er vant til at have mange bolde i luften og ikke sådan lader sig distrahere.

”Da jeg overtog Ballerup Apotek, lå det ovre på den anden side af gaden i nummer 13, der hvor dyrlægehuset ligger nu. Det var gammelt og nedslidt og der var ikke ret meget plads. Ventetiderne var lange og nogle gange stod kunderne i kø helt ud på gaden i op til en halv time,” husker Ute, der allerede fra start var på udkig efter nye og større lokaler til apoteket.

”Jeg valgte lokalerne her,” tilføjer hun og slår ud med armene.

Centrumgaden 24-26 blev det nye udgangpunkt for Utes apotekseventyr, der altså – indtil videre – har varet i 20 år.

Fri i fødselsdagsgave

Samme år som hun overtog Ballerup Apotek – og herunder også apoteket i Måløv og apoteksudsalget i Hedegården – åbnede hun apoteksudsalg i Smørum. I 2012 kom Ballerup Centret også med, og i ’15 og ’16 lavede hun alle tre apoteksudsalg om til rigtige apoteker, så hun i dag driver hele fem apoteker i området.

Men nu kommer der heller ikke flere til, understreger Ute. For selvom hun langt fra er færdig på arbejdsmarkedet og stadig har nye projekter i støbeskeen, så kan hun ikke løbe fra, at hun lige har pustet 63 lagkagelyslys ud.

”Lige pludselig når man op i alder, hvor man begynder at tænke lidt over tingene. Da jeg fyldte 60 gav jeg mig selv en fast ugentlig fridag i fødselsdagsgave,” fortæller Ute, der siden har holdt fri – næsten – hver fredag.

”Det er vigtigt at passe lidt på sig selv. Jeg vil jo gerne fortsætte så længe som muligt. Det holder én til ilden. Og jeg har altså ikke sat en dato for, hvornår jeg vil stoppe. Der er jeg slet ikke endnu,” tilføjer hun.

Spændende arbejde

Ute har cirka 40 medarbejdere til at drive de fem apoteker og det er et fantastisk team, synes chefen selv.

”I dag er alle medarbejderne nogle, som jeg har ansat. Flere af dem har været elever her. Jeg sad faktisk lige og talte her forleden, og vi har uddannet over 50 elever igennem de sidste 20 år,” siger Ute, der betegner apoteket som en dynamisk og spændende arbejdsplads i konstant udvikling.

Siden 2017 har apotekerne blandt andet tilbudt influenzavaccination, ligesom de for nyligt har indført medicinsamtaler samt yder vejledning til astma- og lungepatienter omkring deres inhalationsapparater.

”Det er en udvidelse af vores kompetencer, som gør det spændende for medarbejderne,” forklarer Ute.

Næste store projekt her i 2020 er, at der i slutningen af denne måned skal installeres en robot på apoteket i Måløv. Der er allerede lignende robotter i Centrumgaden og Ballerup Centret. De sørger for at finde den rette medicin frem og letter dermed arbejdet for medarbejderne, der ikke behøver at rode rundt i skuffer og skabe.

”Robotterne tager det trælse arbejde, og så har vi mere tid til kunderne. Det er et stort plus, slutter jubilaren, der altså må vente et par måneder endnu med at fejre det med fællesudflugt for de 40 medarbejdere.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *