Klumme: Coronahygge
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Hånden på hjertet, så synes jeg faktisk, der var en vis nydelse i de første to corona-uger. Endelig havde vi tid sammen med børnene. Tid, som vi så tit brokker os over ikke at have. Jeg lavede både hjemmelavet modellervoks og jeg lyver ikke, når jeg påstår, at jeg har besøgt de fleste af byens legepladser med ungerne. Noget jeg normalt ellers har dårlig samvittighed over – helt bevidst – at undgå.

Min mand har bagt rugbrød og jeg har endda forsøgt at bage en af mine evige shake’n’bake kager. Dem der følger med her ved, at bagning ikke er mit talent, og denne gang var ingen undtagelse. Kagen – der skulle have været en chokoladekage – endte med at ligne en lille brun omelet.

Hvordan jeg gør det ved jeg ikke, men heldigvis er min kære mor verdens bedste, så når jeg bringer varer til hende og min far, rækker hun mig en tallerken lune pandekager. Lige den del af corona-hyggen er ganske reel.

Men nu har vi så været hjemme i nogle uger og status er: De fleste eftermiddage kigger min mand og jeg på hinanden og spørger om modparten har børstet ungernes tænder. (svaret er altid nej)

Vi kan sagtens gå i puttetøj en hel dag. (Faktisk to, men det er lidt pinligt at indrømme.)

Vi føler os mere stressede end nogensinde – og er mere trætte end ord kan beskrive. Det føles som at starte på et nyt arbejde, hvor man er bombarderet med nye indtryk – uden aftenroen til at lade op.

Ungerne driver os til vanvid. Bogstaveligt talt. De kravler på væggene, larmer, slås, griner, roder, skriger, hopper, spiller musik, løber og skændes 24/7. Hvilket ikke gør dialogen mellem min mand og jeg bedre. Kort sagt, så bider vi alle sammen hovederne af hinanden på skift.

Vi har forsøgt at skiftes til at have ’børnevagten’, så den anden kunne arbejde. Men nu er drengene efterhånden også så trætte af hinanden, at vi må dele dem op. Hvilket betyder, at vi må knokle endnu mere, når de er lagt.

Der er nærmest rift om at lufte hunden og købe ind for familiens ældre. I det mindste kan man gøre det alene og bilde sig selv ind, at friheden venter på den anden side af døren.

Jeg savner min familie- helt vildt meget. Også selvom jeg dagligt taler med dem, så savner jeg samværet, og jeg lover mig selv, at ligegyldige uenigheder aldrig mere skal få lov at ødelægge muligheden for samvær mellem os (som det tidligere er sket, da vi er flere familiemedlemmer med stort temperament).

Skolen og børnehaven er nu begyndt at gøre endnu mere for at aktivere børnene på en inddragende måde. Det vil sige Dixon har digitale møder med lærerne og klassekammeraterne. Selv Titans børnehavegruppe skal mødes for at synge sange med børnehusets musiske pædagog over computeren.

Jeg er kæmpe fan af begge initiativer, men som pt hjemmearbejdende forældre med vores egne digitale møder, gør det ikke hverdagen lettere, at ungerne nu også har aftaler.

Alting er lettere kaotisk, og vi har svært ved at følge med. Forleden da jeg var i gang med at putte Titan til lur, hørte jeg min mobil ringe. Min mand sad i møde, så jeg valgte at ignorere den. Da jeg havde hørt den ringe tre gange, blev jeg oprigtig bekymret. Første tanke var: Bare mine forældre er okay.

Da jeg gik ud fra soveværelset, kom Dixon mig i møde og sagde: ”Jeg skal hilse fra Tina.”

”Hvem Tina?” spurgte jeg, mens det slog mig: Skole-hjem samtalen, det var jo NU. Eller faktisk for 23 minutter siden.

”Hvorfor tog du telefonen?” spurgte jeg med bagtanke om at finde ud af hvad han havde sagt til læreren.

”Du har jo sagt, det kan være vigtigt hvis telefonen ringer flere gange i træk,” svarede han og jeg følte mig nødsaget til at rose ham.

Det gjorde læreren heldigvis også og jeg blev enormt glad – læs lettet – da hun fortalte, at Dixon havde sagt, at vi ikke var særlig gode skolelærere, men at det gode ved corona var, at det også var hyggeligt at være sammen. Og som altid må jeg tilstå, at barnet har ret. Jeg glemmer det bare nogle gange.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *