Hestene savner rytterne
Rideskole.jpg
Maria Christensen fra Ballerup Rideskole kan godt mærke, at hestene også savner social kontakt og liv i staldene i denne tid. Foto: privatfoto
Samvær Det er ikke kun mennesker, der savner social kontakt i disse corona-tider. Også hestene på Ballerup Rideskole mangler deres ryttere.

Mens livet og landets BNP er i undtagelsestilstand, så er hverdagen på Ballerup Rideskole nødt til at fortsætte som altid.

For ponyer og heste skal have foder, frisk luft og ikke mindst motion. Men hvordan klares den daglige motion uden de cirka 350 ugentlige rideskole-elever? Og hvordan er humøret i grunden blandt de 34 rideskole-ponyer og -heste efter godt to ugers karantæne?

Ballerup Rideskole lukkede for adgangen for ryttere, forældre, venner og generelt for besøgende den 12. marts.

”Vi har haft hænderne fulde efter Danmark lukkede ned, for ponyerne kan ikke lige selv vedligeholde deres høje motionsniveau,” siger rideskoleansvarlig Maria K. R. Christensen og fortsætter:

”Med 95 ponyer og heste i alt, der skal passes hver dag, har bestyrelsen og jeg lavet en stor corona-logistikplan for hverdage og weekender med det formål, at der kun må være en-tre personer i staldene ad gangen – også selvom der er meget luft i staldene og højt til loftet”.

Ud over de 34 rideskoleheste er der nemlig også 61 privatopstaldede heste, som også skal have besøg, pases, fodres og motioneres af deres ejere.

Måtte lukke hårdt ned for besøgende

Ballerup Rideklub, der blev etableret i 1978, har i alt fire indendørs stalde, hvoraf de to udelukkende er til rideskolens ponyer og heste.

De stalde er – ligesom hele rideskolens område samt de 35 udendørs bokse – lukket helt for adgang på nær for stald- og foldpersonalet, de private ejere og parter og de frivillige, der alle skal følge corona-skemaet.

En håndfuld dygtige, frivillige dressurryttere, der også af og til underviser på rideskolen, står for at give de 22 ponyer og 12 heste motion tre-fire gange om ugen. Derudover kommer alle dyr på fold hver dag. Personalet og de frivillige giver også ponyerne fodbad jævnligt og sørger for, at de bliver grundigt striglet – gerne i solen.

Lige efter, skolerne lukkede ned i Danmark, oplevede Ballerup Rideklub et pres på staldene og området, mens fritidsklubber og lignende stadig var åbne, hvorfor de mange glade ryttere og venner af rideskolen selvfølgelig var lykkelige for at kunne være ekstra længe hos deres firbenede venner.

”Vi måtte derfor lukke hårdt ned for besøgende og ryttere i overensstemmelse med Dansk Rideforbunds anbefalinger, for vi ønskede selvfølgelig ikke en forøget smittefare her. Og vi forstår godt, at det kan være meget hårdt for børn og ryttere, at de ikke lige må sige hej til deres yndlingspony som Bandit, Bulder, Sofus og de andre,” siger Maria K.R. Christensen, der også selv er flittig rideskoleunderviser.

Flere vrinsk end vanligt i staldene

Mens ponyerne – ligesom mange skoleelever – måske syntes, at der var lidt feriestemning i starten, så undrer de sig vist nu. For én ting er anderledes i staldene med rideskoleponyerne her godt tre uger efter nedlukningen.

”I starten slog vi det lidt hen, men nu er det markant: Ponyerne vrinsker og kalder, når de ser nogen gå i staldene. Og hvis man trækker en eller flere af deres staldkammerater ud af stalden, vrinsker de en del,” siger Maria K. R. Christensen og fortsætter:

”Heste er lidt ligesom os mennesker og kan i grunden ikke lide de store forandringer. Og der plejer jo at være liv og glade dage, så stilheden og roen kan de klart fornemme som en forandring, hvorfor de vrinsker mere end normalt. Så én ting er sikkert, nemlig at ponyerne virker lidt mellemfornøjede for tiden, da de savner deres ryttere og den længerevarende menneskelige kontakt, som de er så vant til.”

Maria Christensen har netop sammen med bestyrelsen besluttet at holde fast i tilmeldingen til det kommende forårs-stævne til maj måned – i håb om, at Danmark snart går lysere tider i møde.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *