Klumme: Coronaferie
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Nu skal I høre drenge. I skal ikke i skole og børnehave i morgen.

”Jeg ved det: Corona-ferie!” udbrød Dixon på ægte hooligan-manér.

Det var ikke ligefrem den reaktion, vi havde forventet, men vi glæder os over barnets positive tilgang. Vi har begge jobs, hvor store dele af det kan varetages hjemmefra. Et element, der normalt giver frihed i vores hverdag, men som nu er ekstremt stressende.

Dixon går i 0. klasse og dagligt modtager vi læringsplaner vedlagt søde breve om, at de jo kan følge med i de digitale opgaver og se at ”mange børn heldigvis følger godt med.”

Det er sikkert meget venligt ment, men det føles nu ikke helt sådan. Helt seriøst – 0. klasse og han får endda lektier for i musik! Her skal han så ”bare” finde en sang på Youtube og tegne, hvad den handler om i minimum 20 minutter.
Men han skal også lave matematik på nettet og i bogen og dansk i bogen og i det digitale læringsmiljø og øve huskeord og læse sammen i 20 minutter.

Derudover skal vi huske bevægeligheden i ”frikvarterne,” hvor lærerne anbefaler, at barnet løber en hurtig tur rundt om huset. Hvilket ikke er særlig hurtigt, når man bor på anden sal i tætbebygget boligkompleks.

Min mand og jeg havde en naiv tro på, at en af os kunne sidde ved computeren, samtidig med at Dixon lavede lektier. Men vi har nu erfaret, at enten skal vi forklare opgaven, gentage opgaven, opmuntre, påminde om at lave opgaven (og ikke stirre ud i luften), ”brokke os over sjusk,” forklare opgaven igen og så fremdeles. Derudover afholder vi begge digitale møder, som også kræver ro.

Lettere frustreret skrev min mand til lærerne, at vi håbede, de huskede, at vi også var arbejdende forældre. Dagen efter modtog vi to siders øvelser med læring og leg som ren inspiration til samværet med vores børn (altså helt ærligt. Findes der forældre, der synes det er sjovt at tegne hinkeruder med kridt og se ungerne hinke?) samt et brev fra ledelsen sendt til alle forældre om forståelse for situationen, samt en påmindelse om deres undervisningspligt og dagens lektier – selvfølgelig!

Så er det da godt, Titan ikke går i skole, tænker du måske? Han er tre år og temmelig forvirret. I hans verden minder dagligdagen nok om weekend, idet vi alle er samlet og ikke skal stresse ud af døren. Men hver gang han siger ”lørdags-slik” svarer vi nej og han bryder fortvivlet ud i tårer.

Han udnytter til gengæld situationen med at gå på opdagelse. Da jeg talte i telefon med min chef og min mand lavede lektier med Dixon, formåede han for eksempel at skubbe en stol ud i køkkenet, åbne køleskabet, stjæle en ’grinebidder’ (på øverste hylde) skubbe stolen over til køkkenbordet med knivmagneten, stjæle brødkniven og fik endda lavet et hul i pakken inden min mand kom. Jeg behøver nok ikke forklare at tårerne stod ud af den lille fyr, da hans eventyr ikke blev honoreret med belønning.

I går, da jeg børstede Dixons tænder, talte vi lidt om situationen og med tårer i øjnene udbrød han:

”Jeg er ked at jeg ikke må besøge mormor og morfar og oldemor.”

Jeg forklarede, at det forstod jeg godt, men at vi ikke måtte besøge dem på grund af corona.

”Det ved jeg altså godt. Jeg har hørt Mette Frederiksen sige, at man ikke må kramme,” svarede han kontant og konkluderede derefter, at coronaferie slet ikke var ferieagtigt. Og det er vi så helt enige i.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *