Byggerier giver p-udfordringer
P-pladse-5.jpg
Parkeringspladserne er i høj kurs under normale omstændigheder i Ballerup midt. Men de kommer under hårdt pres i den kommende tid, når byggerierne skyder op over de meste af bymidten. Foto: privatfoto
Parkering De mange planlagte og igangværende byggerier i Ballerup bymidte giver problemer for bilisterne. Derfor søger Ballerup Kommune nu input fra de erhvervsdrivende.

Der er kamp om p-pladserne i Ballerup midt. Især de gode pladser tæt på butikkerne. Og der bliver færre af dem i takt med, at de mange byggerier skyder op i bymidten. Både beboere og de erhvervsdrivende er bekymrede over de manglende pladser og frygter, at det bliver endnu værre i fremtiden, som mange også har givet udtryk for ved forskellige borgermøder.

Derfor inviterede Ballerup Kommune til en parkeringspladsvandring, hvor en landskabsarkitekt gik en tur med de lokale erhvervsdrivende fra Centrumgaden for at få input til kommende parkeringsinitiativer.

To medlemmer af teknik- og miljøudvalget, Stine Rahbek Pedersen (Ø) og Jacob Wøhler Jørgensen (V) deltog også i vandringen.

Flere pladser

Her blev der især nævnt, at man er bekymret for, at de manglende pladser vil betyde, at folk finder andre alternativer til at handle i Centrumgaden. Mange p-pladser ved Bydammen vil forsvinde, når det nye byggeri går i gang og når der samtidig kommer byggeri ved Baltorpplænen, vil problemet forstærkes.

”Man er nødt til at finde flere p-pladser eller overveje et p-hus. Der kommer langt flere mennesker til bymidten og det er helt fint, at der kommer noget liv. Men Ballerup Kommune kan ikke bare fastholde det samme antal p-pladser, de er nødt til at komme med flere. Vi skal først og fremmest tænke på de erhvervsdrivende, og det er bare ikke sådan, at folk går fra posthusets parkering eller parkeringen ved rådhuset for at gå ned i Centrumgaden og handle i regn og rusk. Så kører de andre steder hen,” siger formand for handelsforeningen i Centrumgaden, Claus Dahl.

Fleksible løsninger

Fra politikerne var der generel lydhørhed overfor ønskerne og man pegede på mere fleksible løsninger, så eksempelvis ansatte i Centrumgaden i højere udstrækning skal parkere bag rådhuset og på pendlerparkeringen på Lindevænget, hvor der er ubegrænset parkering.

Samtidig skal der indføres tre-timers parkering ved det gamle posthus hvor der samtidig kunne indrettes flere pladser ved at nydesigne pladsen. Endelig var der også ideer fremme om at skaffe flere pladser ved Meny ud til Hold-an Vej ved at omlægge pladsen og fjerne private p-pladser, der ikke er brug for.
Ideen om et parkeringshus blev dog i første omgang afvist af politikerne som for dyrt, da anlægsloftet blandt andet forhindrer, at det kan opføres.

De mange input er ikke blevet diskuteret yderligere grundet travlhed i Ballerup Kommune i forbindelse med planlægningen i denne corona-tid.

”Vi har ikke fået diskuteret tingene overhovedet. Der er så meget planlægning og koordinering, der ikke har med dette område at gøre, så vi tager tingene løbende. Men vi vil diskutere de input, der er kommet,” siger Steen Pedersen, centerchef for by, erhverv og miljø i Ballerup Kommune.

Der blev derfor ikke taget nogle endelige beslutninger denne aften, men der blev taget en række ideer og forslag med til både forvaltningen og fagudvalg, der så kan arbejdes videre med
det store parkeringspuslespil.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *