I fremtidige trafikprojekter skal man ikke bare lade busser holde på vejen for at tage passagerer op eller sætte dem af. Det mener Venstre og resten af oppositionen, som i kølvandet på høringen af Movias mobilitetsplan 2020 har givet udtryk for deres modstand mod, at busserne skal holde midt på Malmparken.
Derfor stemte Venstre, DF og Konservative imod planen med mindretalsudtalelsen:
’I fremtidige anlægsprojekter skal busser i så vidt muligt omfang ikke holde på vejen, hvis de dermed spærrer for trafikken’.
Kræver sammenhæng
”Vi synes som udgangspunkt, at planen er god nok, men vi kan ikke acceptere, at det skal være dårligt for nogen, for at det skal godt for andre. Vi mener ikke, at man skal chikanere bilisterne for at fremme den kollektive trafik. Der er faktisk familier, hvor det ikke kan hænge sammen, hvis man ikke har en bil. Vi mener, at der skal være en sammenhæng mellem offentlig trafik og privatbilismen. Der skal være plads til trafikken og derfor mener vi, at man på Malmparken skulle have lavet plads til buslommer, så man ikke skal holde i kø. Nu er den beslutning så taget, men i fremtiden skal man altså ikke have busser holdende ude på vejen,” siger Jacob Wøhler Jørgensen (V).
Selve trafikplanen indeholder flere temaer – blandt andet også etableringen af BRT-net fra Malmparken til Lautrup. BRT står for ’Bus Rapid Transit’ og er en slags metro i gadeplan – med selvkørende busser med egen kørebane, som skal sikre hurtig rejsetid.
Et flertal i kommunalbestyrelsen godkendte trods den heftige bus-debat planen, og den er nu i høring frem til 20. marts, hvor Movia så vil sende den endelige plan ud.