Første skridt mod nyt kulturhus
Posthus-3.jpg
Så mange var mødt frem til informationsmødet om posthuset, at en del måtte stå op. Men der manglede ikke indspark og visioner for det, der skal være et kommende forenings- og kulturhus. Foto: privatfoto
Infomøde Torsdag aften myldrede det med liv i det gamle posthus i Ballerup, da kommune holdt informationsmøde om visionerne for husets fremtid.

Der var slet ikke stole nok. Folk måtte stå op i den store hal, hvor der tidligere har været postsortering, da Ballerup Kommune torsdag aften holdt det første informationsmøde om det gamle posthuses fremtid.

Det handlede om visioner for det hus som Ballerup Kommune købte for
20 millioner kroner og som nu skal være en aktiv del af den ’nye’ bymidte i Ballerup.

”Bygningen ligger meget centralt, er stor og kan anvendes til mange ting, så det var oplagt at Ballerup Kommune købte den i stedet for en udenbys investor. Det var oprindeligt en del af den måde, vi mennesker kommunikerer med hinanden på, så planen er, at det skal være et forenings- og frivillighedshus og samtidig skal huset administrativt være en del af Ballerup Bibliotek. Der skal være liv fra morgen til aften og det skal være til glæde for så mange som muligt,” sagde Mads Bo Bojesen, ejendomschef i Ballerup Kommune, da mødet blev skudt i gang torsdag aften.

Sammen med kulturchef Jens Overgaard fortalte han om kommunens visioner for huset.

”Vi er åbne for alle slags aktiviteter som udgangspunkt. Det kan være loppemarkeder, tøjbyttedage, maddage. Alt er åbent, det vigtigste er, at det skal være et hus, der er drevet af frivillighed,” sagde Jens Overgaard.

Plads til input

Derefter var der åbnet for input fra salen og her var især Ældre Sagen massivt til stede. Netop Ældre Sagen er som den eneste forening blevet lovet et sted i det nye kultur-foreningshus, idet de skal flytte fra deres nuværende lokaler på Præstevænget. Flere repræsentanter fra Ældre Sagen var dog højlydt utilfredse med, at de ikke præcist har fået afklaret, hvornår de skal flytte.

Også lokalforeningen Sind, Mænds Mødesteder, Alzheimerforeningen og Dansk Blindesamfund bød ind på at ville bruge lokalerne, ligesom flere private foreslog alt fra madlavning til yoga og foredrag.

Efter de mange input, som efter sigende blev noteret, kunne alle skrive sig på en række lister til følgegrupper, der kan arbejde videre med ideer og forslag til, hvem der kan bruge huset. Da rigtig mange havde skrevet sig på listen, var der rundvisning på de to etager, så alle kunne se potentialet for huset og drømme om, at netop det specifikke rum, var egnet til deres forening.

Drevet af frivillige

En af aftenens deltagere var formand for kultur- og fritidsudvalget, Charlotte Holtermann (A). Hun var meget imponeret over potentialet i huset og var også meget klar i mælet om, hvad huset skal være og ikke være.

”Det skal være et hus for frivillige og et multihus. Det skal ikke være et hus, hvor nogen får monopol på lokaler og hvor de så kommer til at ’eje’ huset. Det er ikke meningen med det. Det skal være drevet af frivillige og alle slags foreninger skal komme her. Man kan forestille sig, at man kan låne lokaler via en form for registrering på biblioteket, så vi har styr på, hvem der kommer her,” siger Charlotte Holtermann.

Hun håber på, at huset også kan tiltrække byens unge med en række aktiviteter for dem.

”Det skal være et blandet hus med masser af liv. Det betyder også, at man kunne forestille sig eksempelvis små koncerter, ’open mic’ arrangementer eller andre ting. Det er vigtigt, at vi får et blandet publikum, så det netop bliver et hus for alle,” siger Charlotte Holtermann, som håber, at man kan tage huset fuldt i brug inden årets udgang.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *