Nu skal skolerne også affaldssortere
Skraldespande.jpg
De fleste kender de mange affaldsspande, hvor forskelligt affald bliver sendt ned. Nu skal kommunens skolelever også affaldssortere - og de kender allerede meget til det.
Længe har man i private hjem sorteret affald. Nu skal kommunens skoleelever også i gang. Derfor har Vestforbrænding besøgt eleverne for at teste deres viden om affald.

I de sidste mange uger har Vestforbrændings Formidlingscenter haft travlt. Årsagen er, at alle folkeskoler i Ballerup Kommune er begyndt at affaldssortere – ligesom villaer og rækkehuse har gjort det i lang tid. Forleden besøgte Vestforbrænding skoler i Måløv og Skovlunde for at tage en affaldssnak med 0-6. klasserne.

”Er der nogen, der ved, hvordan det her skal sorteres?”Agnete Blum fra formidlingstjenesten spørger ud i klasselokalet, og hun fanger hurtigt 1.B’s opmærksomhed, da hun kigger ned i klassens nye affaldsbeholdere til mad, plast, papir og restaffald. Eleverne sidder ivrigt med fingrene i vejret, da hun spørger.

”Posen skal til plast, og maden skal til mad,” svarer en elev.

Svaret og hænderne viser, at mange af eleverne allerede har godt styr på sorteringen, da mange af dem sorterer derhjemme.

Hvad skal hvorhen

Dagens næste udfordring er en kæmpe ostehaps, som Agnete Blum hiver op af en sort kuffert. Snakken i klassen går på, hvordan den skal sorteres, og hvor rent emballagen skal være, når den smides ud.

Hun gemmer flere ting i kufferten, og specielt emballagen fra én af børnefavoritterne – figenstangen – bliver forklaret helt ned i deltaljerne.

”På den ene siden er der plastik og på den anden side er der metal. Kan affaldet ikke skilles ad og sorteres hver for sig, er det et blandingsprodukt, og derfor skal det smides i beholderen til rest. Det er nemlig ikke alt affald, der kan sorteres,” fortæller hun.

Kend dit skrald

Alle elever får, når dagen er omme, udleveret opgavebogen ’Kend dit skrald’. Bogen er lavet af genbrugspapir og indeholder forskellige opgaver, der handler om affald. Opgavebogen kan eleverne selv løse opgaver i, og lærerne kan bruge den til en videre snak med eleverne om affaldet.

Besøget i 1.B slutter med, at Agnete tegner et træ og nogle stykker papir på tavlen. Børnene taler om, hvorfor det egentlig er så godt at genbruge? Svaret er lige til, forklarer Agnete:

”Når vi sorterer vores affald, kommer det til genbrug, og vores affald får dermed nyt liv – ligesom et træ der springer ud igen og igen.”


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *