177 børn fra 44 forskellige badmintonklubber mødtes i weekenden den 1.-2. februar til Li-Ning Cup for U11 og U13 i Måløv.
Der blev spillet badminton i begge haller fra morgen til aften både lørdag og søndag. Det blev i alt til næsten 350 kampe.
Måløv Badminton Club havde selv mange deltagere med, så der blev kæmpet og heppet i mange timer. Flere af de lokale spillere endte også med at gøre sig særligt bemærket.
Det var første gang, at der blev afholdt turnering i Måløv for U11A rækken. Her sikrede Marguerite Langhoff Måløv Badminton Club en guldmedalje i damedouble.
Langt de fleste deltagere spillede dog i U13 rækkerne. I U13D gjorde Freja Gothelf en virkelig god indsats og vandt guld i damedouble og sølv i single.
I U13C sikrede Frode Møller Nielsen sig på flotteste vis guld i herredouble. En tilsvarende super god indsats leverede Klaes Qvist i U13B, hvor han vandt en flot sølvmedalje i single.
Den højeste række, som blev afviklet ved dette stævne, var U13A hvor Oskar Funch Bengtson spillede sig til en fantastisk sølvmedalje i herredouble.