Klumme: Legelands-allergi
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Mor, skal vi ikke tage i Lalandia?” spurgte Dixon en dag. Mit korte svar var ”Nej.” Mit lange svar var også nej. Eller det vil sige, det lange svar var: ”Nej. Bare nej.”

”Men moar….” Nej skat. Og sådan forsatte vi en del gange, indtil jeg til sidst gav efter og sagde:

”Vil du ikke se iPad?” og som ethvert andet barn med hang til Youtube, sukker og sofatid, svarede Dixon promte ja.

Sagen er den, mine børn har aldrig været i nogle legeland, Legoland, Lalandia eller sågar BonBon-Land.

Til gengæld har de været i cirkus og på biblioteket et hav af gange. Og i svømmehallen og i skoven. Og Lidl og Netto besøges også flittigt og Dixon har da også været i biografen og til diverse børneteaterforestillinger.

Nu tror du måske, at jeg har nogle meget korrekte holdninger om at sådanne steder er kommercielle forretninger uden plads til nærvær, fordybelse eller læring. Og sådanne tanker har da også slået mig. MEN først og fremmest har vores børn ikke prøvet det, fordi vi ikke orker. Altså min mand og jeg. Vi er bestemt ikke til store menneskemængder eller skrigende børn. Og indelukkede rum med høj luftfugtighed er bare heller ikke os. Og endeligt synes vi helt ærligt at vores penge kan bruges bedre.

Og det jo okay. Vi er alle forskellige mennesker. Vores børn er forskellige og sådan er det. Så hvorfor bliver jeg alligevel ramt, når Dixon udtrykker ønske om at opleve sådan et sted? Hvorfor får den manglede oplevelse, som jo reelt er et bevidst fravalg fra vores side, mig til at føle, at jeg fejler som forældre. Jeg ved jo godt, vi alle gerne vil give vores børn alt og jeg ved også, at dette ønske er ren utopi – så hvorfor føles det ikke sådan?

Da en af mine veninder var nyskilt, var hun som så mange i lignende situationer plaget af ekstra dårlig samvittighed og valgte at bruge sin absolut sidste mængde overskud på at slå sig selv i hovedet og dermed bookede hun noget overraskende en tur med datteren på 5 år til Lalandia.

Min veninde minder en del om mig, så hele ”Lalandia-ideen” var udelukkende for at glæde datteren. Derudover syntes hun, det var ubeskrivelig dyrt. Men den dårlige samvittighed og ønsket om at glæde vores børn får os ofte til at træffe sjove valg. Således endnu et.

Da weekenden var ovre, stillede min veninde forventningsfuldt det obligatoriske spørgsmål: ”Nå skat, hvad synes du så var det allerbedste ved turen til Lalandia?”

Datteren svarede hurtigt – uden tøven: ”Bland selv slikket! Der var virkelig meget at vælge imellem og det smagte bare så godt.”

Jeg behøver nok ikke udpensle min venindes skuffelse….

Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. I dette tilfælde mig.

Når man har legelands-allergi som mig er der nemlig noget befriende let og totalt ukorrekt i at kunne glæde mine børn med en tur i en slikbutik med et kæmpe udvalg. Dét må da også være næsten lig med lykke for børn. De tænker jo ikke på om det er gammel og hårdt eller om hånden før dig har rørt det og hvor den har været… De ser bare, at det glimter i sukker, beklædt i forførende farver med dufte der lokker. De forføres af nydelsen og lige præcis dét, forstår jeg godt.

Så gæt engang hvor vi skal hen på fredag?


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *