Lillebror med returret?
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Du giver mig ingen kærlighed. Jeg kan ikke lide dig. Gå med dig.”

Disse tre sætninger fik jeg smidt i hovedet en aften, da Dixon var stærkt utilfreds. Situationen var den, at han og min mand havde kigget i Playmobil-katalog efter ønsker, mens jeg gjorde lillebror klar til natten. Da det så var Dixons tur, begyndte brokken.

På daværende tidspunkt var jeg i fuld gang med at læse Postmand Per for lillebror, og Dixon fik derfor besked på selv at børste tænder og få tisset af. Men han ville have mig med.

”Jeg læser lige. Gå i gang og så kommer jeg og børster dine tænder lige om lidt,” sagde jeg.

Og det var så det, der fik Dixon til at råbe de tre indledende sætninger, mens han dampede af vrede og smækkede med døren.

Det er aldrig sjovt at se sit barn være fortvivlet, men jeg må alligevel tilstå, at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet

Efter nogen tid faldt der heldigvis ro over Dixon. Han kravlede op i sin seng, som står ved siden af lillebrors, og han fik lov til at vælge godnatsang.

Dixon startede dog lige med at brokke sig over, at der ikke var boglæsning med ham. Men efter en omgang ”Buster” (ja, jeg ved godt det ikke er en godnatsang, men børnene elsker den) var alt godt.

Da jeg bagefter kyssede Dixon, tog han fat i min hånd og hviskede:

”Jeg ville bare ønske, vi kunne give ham tilbage.”

”Give hvem tilbage?” spurgte jeg forvirret.

”Titan.”

”Men hvad skal vi give ham tilbage til?” spurgte jeg.

”Tilbage til før vi fik ham,” svarede Dixon, mens jeg skulede over til Titan, der lå en halv meter væk og netop havde rakt hånden frem, for at holde Dixons.

”Men hvorfor skat?” spurgte jeg og prøvede at være åbensindet. Eller i hvert fald lade som om jeg var det.

”Fordi, det er ligesom om, jeg var den første lykke og Titan er den næste, og jeg synes bare, det var bedre, da der kun var mig,” tilstod drengen.

Jeg følte mig revet midt over. Titan lå lige ved siden af og nok taler han dårligt, men han forstår meget.
Min morhjerte var i vildrede.

”Men lillebror giver da også dig kærlighed,” sagde jeg, hvortil Dixon svarede:

”Ja, men det er vild kærlighed og jeg kan ikke så godt lide vild kærlighed. Det er kun om morgenen, at han ikke er vild. Der er hans kærlighed dejlig.”

Jeg fik heldigvis lyst til at smile, mens jeg forsøgte at forklare, at kærlighed er kærlighed og mennesker er som de er, og en del af kærligheden er at elske dem, som de er. Derefter sagde jeg:

”Jeg tror måske, du bliver lidt jaloux, når jeg leger med Titan.”

Han nikkede.

”Men det er jo dig selv, der går væk fra stuen, når Titan og jeg leger om eftermiddagen. Så jeg kan jo ikke vise dig kærlighed, når du går fra mig. Har du tænkt på det?” spurgte jeg.

”Nej mor, for så gik jeg jo ikke,” svarede han kvikt og smilende. Hans smil gav mig ro og jeg sagde:

”Men jeg er glad for, du siger det, og jeg tænker, at vi to snart skal have lidt tid alene.”

På vej ud fra værelset spurgte Dixon:

”Hørte du også den der lyd, der lød som to jordegern?”

Jeg rystede på hovedet.

”Men mor, de der jordegern, der kravler indenfor, findes de også i virkeligheden?”

Jeg forklarede ham, at dem han tænkte på fra fjernsynet bare var en opdigtet tegneserie og sagde så:

”Er det ikke dejligt, at du sover i samme rum som din lillebror, så du ikke er alene?”

”Jo, det er det,” svarede han, mens jeg forlod rummet med et smil på læben og en klump i halsen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *