Klumme: Frygtsomme forældre
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Allerede inden babyen bliver født, bliver nutidens forældre bombarderet med påbud om alt det de skal gøre, og alt det der kan gå galt, hvis ikke de gør det.

Når babyen så melder sin ankomst, skal den absolut fødes vaginalt. Skidt pyt med om moderen sprækker fra ende til anden og bliver lettere depressiv heraf, det taler vi ikke om, for du er mor og du har ansvaret for dit barns lykke. Og det gælder også dig farmand!

Også selvom du ikke sprækker fysisk, så kan du starte med at lade din pengepunk sprække, for hvis barnet ikke placeres i den ergonomisk korrekte stol, smadrer du barets ryg. Det da klart!

Eller er det?

For alle disse advarsler om alt det vi skal passe på ikke at gøre forkert, får os desværre til at antage, at vi forældre kan bestemme vores børns fremtid. Både når det gælder sygdom, sundhed og om barnet kommer til at klare sig godt i livet. Og heri tænkes der selvfølgelig i børnenes præstationer og ikke om hvorvidt barnet har evnen til at drømme.

Det er jo ikke målbart, som en 12-tal skala!

Forældreskabet er blevet et frygtelig frygtsomt projekt, hvor vi hurtigt føler os fejlslagne. Så vi ammer løs, dropper gluten og lever efter skemaer, som vi har fundet på Google.

Men måske burde nogle af os moderne curlingforældre en gang imellem lade vores børn falde og selv lære at rejse sig op igen. Hvordan skal de ellers få udbytte af afgørende livs-lektier som ”Google-Guden” hverken har opskrift eller løsning på?

I livets skole, er der som bekendt ingen ”quick boller” eller ”ryst-en-pandekage-med-Rasmus-
Klump-etiketter,” til et succesfuldt liv.

Min egen kære mor voksede op som ældste pige i en børneflok på syv hos en enlig mor, der ovenikøbet var ramt af sclerose. Hårde odds for en god barndom, der også bød på sult, mobning og mange afsavn. Tøj og sko var nedarvet og julegaver ikke eksisterende. Der var hellere ikke tid til at læse lektier, for børnene kom tidligt ud at arbejde for at bidrage til husholdningen.

Når min mormor, i perioder havde det så skidt, at hun blev sendt til aflastning på et sanatorium, kom der ikke nogen fra kommunen og hjalp til eller ydede opsyn. Efter min mor flyttede hjemmefra, kom to af hendes yngre brødre på børnehjem. Et børnehjem, i stil med rædslerne fra Godhavn.

Så alt i alt, var den en barndom for syv børn, som på mange parametre burde være lig med et ”ikke-godt-liv.” Det er bare ikke sandheden.

Både min mor og alle hendes søskende har klaret sig godt i livet. Faktisk rigtig godt. De har alle været arbejdsomme og flere af dem har været selvstændige. Tre er flyttet til udlandet og alle er rige på venskaber, familier og meningsfyldte liv. Så hvad havde de, som ikke kan måles?

Jeg kan nævne to ting: Sammenhold og en moders ubetingede kærlighed.

Så kære dig, der læser med og som både tvivler og føler dig fejlfyldt: Det er okay. Bare du husker kærligheden, så går det nok. For du bestemmer meget. Men ikke dit barns fremtid. Vi påvirkes og formes af utrolig mange ting. Arv er en faktor. Miljø, omgivelser, venskaber, hændelser, oplevelser og tendenser i tiden er andre.

Men en faktor, som aldrig bør være foranderlig, er forældrenes ubetingede kærlighed og accept. Med den tror jeg, man giver sine børn det allerbedste udgangspunkt, for det allerbedste liv. Hvad end det så er, for dem de er.

Og netop nu er hjerternes fest. Jeg håber, du vil nyde den og ønsker dig og dine en rigtig glædelig jul.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *