Klumme: En drøm fra en ildsjæl
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Jeg har tidligere omtalt en særlig pædagog i mine børns børnehus. Jeg har i sjov kaldt hende ”de forvirrede forældres Wikipedia.” Men som med al sjov, er der en vis grad af alvor i det. Hun er et af de mennesker, som ikke bare er glad for sit job og fag. Hun er en af dem, der brænder for det og altid, altid er på børnenes side.

Forleden faldt vi i snak og hun luftede en drøm for mig. En drøm om at forene mødregrupper og institutioner.
Drømmen gik på at lade mødregrupper komme i institutionen en dag om ugen i et par timer. Formålet skulle så være, at børnene langsomt blev bekendte med institutionen og de voksne i den og at mødrene havde mulighed for at stille spørgsmål og lære institutionens rutiner af kende.

Det vil alt andet lige gøre en indkøring lettere, hvis forældre kender institutioners rutiner og har indført dem hjemme inden opstart i institution. Mødrene vil højst sandsynligt meget lettere kunne aflevere børnene uden at knække grædende sammen i frustration og tvivl, om de gør det rigtige. For intet føles mere forkert end at forlade og efterlade sit grædende barn. For måske vil børnene lettere kunne afleveres og indkøringen gøres mindre smertefuld, hvis alle var bekendte med det.

Endeligt, ville det med garanti betyde meget positivt for børnene. For otte børn med otte forskellige rutiner kan umuligt imødekommes af to voksne. Men otte børn med ensrettede rutiner vil alt andet lige betyde mere tid til det enkelte barn.

Børn trives med rutiner, genkendelighed og gentagelser. Drømmen om at starte en indkøring allerede inden den reelle indkøring vækker derfor i den grad klang i mit mor-hjerte.

Børn, der trives, vil alt andet lige have et bedre udgangspunkt for også at fortsætte med at trives. For det er jo dem, som drømmen handler om. Hvis det så også kan resultere i færre stress-sygemeldinger blandt personalet og mindre angst og sygemeldinger blandt mødre, ja så bliver samfundets sammenlagte gevinst næsten uvurderlig.

Og husk lige – dette er bare en enkelt drøm fra en enkelt engageret pædagog.

Uden at blive for politisk vil jeg inderligt håbe, at placeringen af pengene, som regeringen lover til faget, også vil blive nytænkt. For det ER nødvendigt.

Jeg har egentlig ikke ville deltage i hele ’Hvor er der en voksen’ debatten her, da mit ønske om bedre nomineringer hurtigt kan opfattes som kritik af personalet. Og det ønsker jeg ikke.

Jeg har altid afleveret begge mine børn med fuld tiltro til, at der ville blive passet godt på dem. En luksus, som ikke alle forældre oplever. Men jeg må desværre også tilstå, at jeg godt kan mærke en negativ forskel på institutions-ivet nu og for fem år siden. Men frem for at træde i det, vil jeg minde dig der læse dette skriv om, at huske drømmen.

Drømmen, fra en enkelt dedikeret kvinde, som holder så meget af sit fag, og som har så stor tiltro og forhåbninger for det, at hun tør drømme. For drømme kræver optimisme og tiltro. Sådanne ildsjæle har vi brug for overalt. Og hvor er jeg dog glad for at hun er der, når mine børn er i institutionen og vender sig om efter en voksen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *