Klumme: “Mig Laipo nu!”
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Titan er 2,5 og en langsom taler. Det betyder, at han rigtig ofte siger noget, hvor vi svarer:

”Hva’ for noget?” til STOR irritation for ham. Forståeligt nok.

Jeg mindedes ikke, at det var på samme måde med storebror Dixon, men da jeg så bladrede gamle dagbøger igennem, så jeg, at det var nøjagtig det samme. Det gik bare hurtigere og sikkert derfor jeg har glemt det.

”Laipo. Mig Laipo NU”! Sagde Dixon bestemt.

“Øhh, hvad for noget skat,” spurgte jeg forvirret.

“Mig laipo,” udbrød Dixon med en snert af irritation over, at jeg tydeligvis ikke forstod ham.

“Vil du gerne i legestuen,” spurgte jeg?

“Neeej moar. Mig laipo,” svarede Dixon nu meget bestemt!

“Jeg forstår det ikke skat. Kan du vise mig hvad det er?” spurgte jeg mens jeg mærkede, at jeg selv begyndte at stresse lidt over frygten for et kommende temperamentsudbrud.

Denne morgen ligger år tilbage, hvor Dixon var en temmelig eksplosiv toårig . Som de nok alle sammen er. Men han var mit første reelle møde med en toårig og jeg forstår godt både udtrykkene ”To-års-horn” og ”Terrible-twos,” for hold da helt op hvor kan de blive sure på meget kort tid!

Vi var lige stået op. Jeg havde hverken sat kaffe over eller været i bad og var derfor ikke helt vågen og orkede bare ikke at morgenen skulle starte med skrig og skrål.

Som det nok ofte er med livet med børn, var Dixon den eneste som allerede havde fået mælk og morgenmad og han sad nu på stolen og tronede, mens han pegede over mod dvd-skabet og gentog sig selv igen og igen:

“Mig Laipo! Mig Laipo!”

”Hmm.. Okay skat. Er det noget du vil se?” spurgte jeg.

“Laipo!” var igen hans svar.

Min mand var nu vågnet og kom også ind i stuen.

“Godmorgen, hvad laver i to?” spurgte han.

“Han siger hele tiden ’laipo’, og jeg ved ikke hvad det er,” var det nu mig, der udbrød lettere frustreret.

“Er det Po du mener?” spurgte min mand.

“Jaaa Laipo,” svarede Dixon begejstret.

Øhhh hvad sker der lige her, tænkte jeg, mens jeg studerede drengene, som nu begge havde hovedet inde i dvd-skabet.

“Laa-Laa og Po,” sagde min mand og spurgte:

“Er det den her?” mens han viftede med en Teletubbies-dvd.

“Jaaaa,” udbrød Dixon (endelig!) tilfreds!

Laipo var åbenbart Laa-Laa og Po fra Teletubbies. Dixon havde ellers ikke set den dvd i flere måneder, men han var åbenbart ikke blevet for gammel til Teletubbies selvom han næsten var 2,5 år dengang.

Dvd’en blev sat på og endelig kom der fred i det lille hjem og morgenrytmen kunne gå sin gang, med tandbørstning, kaffe, bad og mad.

Er det optimalt at se dvd om morgenen? Næ. Men man skal vælge sine kampe – og ro og glade morgener giver ikke kun glade børn, det giver også forældre med overskud. Og det er nok meget vigtigere end meget andet.

Og mellem os: Jeg er ikke meget for at indrømme det, men der er dage hvor lykken er, at have en erfaren mand, der har prøvet alt det med børn før.

Dog ved jeg noget nu, som jeg ikke anede før jeg fik børn: Den lilla Teletubbie hedder Tinky Winky. Den grønne Dipsy. Den gule Laa-Laa og den røde Po. Derudover er der Noo-Noo, som er en støvsuger. Komplet ligegyldig viden – bare ikke i livet med en toårig. Sådan er livet med børn så forunderligt.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *