Klumme: Tabu-tanker
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Kom lige her,” sagde min veninde og vinkede mig tættere på sig.

Vi sad på et værtshus på Nørrebro og betroede os til hinanden i rødvinens skær, da hun sagde det. Dét, jeg aldrig har glemt. Dét, jeg aldrig rigtig forstod. Altså før jeg selv fik børn. Min veninde sagde:

”Mig og manden ligger i sengen om aftenen og taler om hende. Vi forstår hende ikke. Hun skriger og råber og kaster med alting. Hun er konstant i krigs-mode. Det er helt vildt. Vi kan faktisk ikke lide hende.”

”Hende,” var deres datter.

Ja, du læste rigtigt. De kunne faktisk ikke lide deres datter.

Deres datter, som dengang var to år gammel, var et af de børn, man bemærkede ganske hurtigt. Hun var nemlig overbevist om, at hun skulle udfordre hele verden med hendes energi – altså ustyrlige temperament og hendes selvstændighed – altså ekstreme egoisme.

I dag ved jeg, at det ikke er ualmindeligt. I dag har jeg hørt om både de trodsige to, to-års-horn og hvad man ellers kalder den periode i barnets liv.

I dag ved jeg, at de fleste af den slags skamfulde tanker og følelser helt sikkert går væk igen – og jeg ved, at datteren hverken var dum, ond eller speciel mærkværdig. Hun var nok snarere en klassisk toårig.

Men da min veninde var førstegangsmor og jeg var single, var der ikke mange gode råd at trække på og emnet var tilpas tabu-belagt til, at min veninde ikke ligefrem hev fat i en pædagog i vuggestuen og bad om råd.

I dag ville jeg have svaret hende: ”Det kan jeg da godt forstå. Din datter er sikkert heller ikke helt vild med dig hele tiden,” og vi ville have grinet og skålet. Jeg tror ikke engang jeg ville have hæftet mig ved min venindes ord, men jeg ville nok have tilføjet:

”Der er altså også nogle gange, hvor jeg tænker, at nu smutter jeg. Jeg køber en paryk, flytter til Spanien og kalder mig selv for Susanne. Bare en enkelt uge. Kun mig. Mig, der kan gøre lige hvad jeg vil – en helt uge!”

Vi ville helt sikkert have skålet og grinet og talt om, hvor meget man savner den frihed, man engang tog for givet. Vi ville have talt om, at vi ikke savner dem vi var, vi har bare ikke helt fundet os til rette i vores nye titler. Mest af alt fordi vi selv pålægger titlerne alle mulige og umulige forventninger. Og vi ville helt sikkert være blevet enige om at rejse afsted sammen. Bare hende og mig.

For jeg tror faktisk, det er modgiften til nogle af de tabu-belagte tanker og følelser, som de fleste forældre ikke kan se sig helt fri for at have tænkt en enkelt gang eller to.

Vi forældre har også brug for bare at være os selv. Ikke forældrene. Ikke de ansvarlige. Ikke forsørgerne, de fornuftige eller behovs-opfylderne. Bare os. Dig og mig. De mennesker vi er – uden titler og helt uden tabu-tanker.

Men det kræver beslutsomhed og prioritet. Prioriteter, som mange af os kun er rigtig gode til, når det kommer til vores børn.

Men så er det måske man skal huske sig selv på, at man er sin egen voksen. Og dermed skal man også huske at pleje sit eget indre barn og give dét, egoismen og temperamentet plads. For det nytter jo ikke, at man ender med ikke at kunne lide den man er (blevet).


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *