Klumme: Sommerferielister
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Hvert forår laver jeg en liste. En liste med mine ideer og intentioner for sommerferien.

Som så mange andre børn elskede jeg selv sommerferien. Mine forældre har et sommerhus og mange af mine kæreste barndomsminder er derfra.

Sommerhuset var mit andet barndomshjem og hver sommer flyttede vi bogstavelig talt derop. Jeg husker min mor, der stod tidligt op for at sende min arbejdsomme far godt afsted på arbejde, og jeg mindes hvordan hende og jeg derefter gik lange ture på stranden med familiens hund, mens solen stod op og tørrede det dugvåde sand.

Når det var weekend, kørte vi til bageren og hentede brød, så min far rigtig kunne mærke, at han havde fri, når hele familien spiste det på terrassen sammen med de hårdkogte æg, som vi havde købt hos den lokale bondemand.

Der var ingen iPads eller iPhones. Vi havde et tv, der kunne tage to kanaler, men jeg mindes faktisk aldrig, at det var tændt. Jeg har to storebrødre og selvfølgelig var der meget leg med dem. Først med Lego og Playmobil, senere med lange cykelture og leg med jævnaldrende.

Deroppe var det magisk at være barn. Jeg husker somrene som varme og solrige – selvfølgelig var der også regn fra tid til anden, men jeg mindes ikke disse ”enten-eller” somre, som mine egne børn oplever.

Så når jeg laver mine sommer-lister er det altid med ideer til aktiviteter i sommerferien, der står for døren.

Sidste år foregik sommerferien i sommerhuset og også her havde jeg skrevet mange af mine egne barndomsminder som ideer til aktiviteter. Mormor og morfar var sammen med os i en uge, og vi fik da både plukket jordbær og kigget på stjerner uden skelen til sengetider. Men som så tit i livet med børn kan man have nok så mange ideer, planer og intentioner – og alligevel går livet sin helt egen gang:

På min personlige liste havde jeg et ønske om at få neglelak på. Det nåede jeg midt i ferieuge nummer to. Jeg drømte om rolige nætter, så min mand sov med vores yngste (Titan, der vågner mange gange hver nat) og jeg sov med Dixon. Alligevel vågnede jeg om natten, da jeg, modsat min mand, hørte den lilles gråd gennem væggene.

Sommeren var som bekendt meget varm, og vi var derfor primært på stranden, hvor vi badede, fandt skaller og gravede huller. Der blev gået på bare tæer, men da fliserne ligger lidt skævt betød det også, at Titan konstant havde en blødende storetå og Dixon formåede at få mange ”spitter” i fødderne.

Vi tog til en lokal naturlegeplads en enkelt dag men ellers var børnenes højdepunkter: Blå smølfe-skumfidus-is, at deres far lavede hjemmelavede squeezier til dem ud af balloner og sand og vandkampe! Grundet de mange hvepse (og en mor, altså mig, med hysterisk hvepse-fobi) havde vi indkøbt 10 vandforstøvere, som vi fandt ud af, var geniale som vandpistoler. Titan, der dengang var 1,5 år kunne sagtens styre den motorisk (med brug af begge hænder) og vandforbruget i en vandforstøver er nu engang noget mindre end i en vandpistol.

Ferien blev bestemt ikke som planlagt og ferie-roen, som jeg selv mindedes som barn, findes bare ikke i livet med små børn. Men det var samvær og nærvær uden tidspres og påbud. Der var grin og kram og lige præcis de minder kan heldigvis skabes alle vegne uden skelen til økonomi, vejr, lokation – eller lister. Så måske skal jeg bare dropper den i år…


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *