Klumme: Drømme fra 2. sal
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Flytter du?”

”Ja,” svarede hun i et kæmpe smil.

Min mand stod ved siden af, og netop som vi havde forventet at høre, at hun sikkert havde fået en anden lejlighed, fortalte hun:

”Jeg flytter på landet. Jeg har fundet et hus ved en rideskole og det er faktisk billigere end at bo her og meget større med egen have og terrasse med udsigt til solnedgangen.”

Jeg tror ikke vi sagde noget, men jeg ved, vi måbede. Jeg havde længe tænkt, at jeg ville væk herfra. Og der stod jeg foran en kvinde, der allerede var på vej. Det var jo vores drøm at flytte på landet! Det tror jeg vi begge tænkte, mens vi betragtede hende tale.

Hun var en hunde-ejer-ven fra bebyggelsen og en enlig mor til tre, som passede på alle stereotyperne: Tatoveringer fra top til tå, afbleget hår og babser, der var fyldt med silikone og en flittig gæst i det lokale fitnesscenter. Men hun var også kvinden, der åbenbart havde både styrke og mod til at forfølge sin drøm. Til at rykke teltpælene op, flytte både børn og dyr og tage chancen.

”For ved i hvad, jeg gider sgu ikke blive gammel her,” sagde hun.

Av! Det var sætningen. Sætningen, der sagde det så præcist. Det var sådan, vi selv havde det. Lejligheden er egentlig stor og fin, men alligevel er den alt for lille til os. Naboerne er søde og beliggenheden meget praktisk. Vi længes bare efter noget andet. Noget tættere på jorden, omgivet af masser af natur, hvor man ikke kan høre Frederikssundsvejens susen.

Kort forinden var der blevet skudt på en opgangsdør i en nabo-bebyggelse og på en eller anden måde forplanter sådanne historier sig dybere i mig, efter jeg har fået børn.

Inden jeg fik børn, vidste jeg heller ikke, hvor meget det ville ramme mig at gå forbi en have med trampolin eller gyngestativ og se mine børns betagede blikke og høre min yngste sige: ”Mig lege der,” mens den store følger trop og sender lidt flere smertende ord afsted i mit bløde mor-hjerte: ”Mor, når vi engang får en have, må jeg så godt få en trampolin?”

Jeg vidste ikke hvor trættende det er at slæbe børnecykler op og ned fra 2. sal (uden elevator) og hvor magisk drømmen om egen græsplæne med tørrestativ og en varm kop kaffe i hånden kan virke.

Jeg vidste heller ikke, hvor svært jeg synes det er at forestille mig at flytte langt væk fra vores nærmeste. At fjerne mine børn fra deres dagligdag. At bryde det vante.

Flere gange i mit liv er jeg flyttet flere hundrede kilometer væk uden bekymring. Men nu er jeg mor og så betyder afstanden til bedsteforældre, hospitaler og døgnapoteker pludselig noget. Ligesom offentlig transport, antallet af lokale skoler, cykelstier og fritidstilbud vejer i vægtskålen. Og endeligt er der en hverdag med jobs, der også skal kunne passes midt i det logistiske puslespil. Og så bliver drømmen om livet på landet pludselig lidt bittersød for mig.

For jeg længes derud efter luft, lys og ro. Ikke efter mere stress og mindre tid, med dem jeg holder af.

Så for nu bliver vi, hvor vi er. Drømmene lever, mens jeg husker, at det vigtigste er dem jeg lever sammen med. For de er nu engang den største drøm for mig.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *