Klumme: Den nye Jesus
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Det var en af de dage, hvor lillebror ikke gad med hjem fra børnehaven. Så jeg tonsede storsvedende rundt i et forsøg på at virke sød og cool (altså overfor pædagogerne og de andre forældre), mens jeg kogte indeni og bandede min lille tornado langt væk.

Da jeg endelig havde indfanget ham og kæmpede med at få de små brede fødder ned i de tvivlsomt ergonomisk korrekte støvler (med meget hård hælkappe, hvilket gør det mega svært at få dem på), hørte jeg en anden far udbryde overrasket:

”Vil du gerne være Gud?”

”Ja det vil jeg,” blev der svaret. Selvfølgelig af Dixon. Min Dixon.

”Hvorfor det?” spurgte faderen nysgerrig.

”Så kan jeg fjerne al det her regn og lave solskin hver dag, så det ikke kun er i de varme lande, solen skinner,” svarede Dixon.

Jeg smilede, mens jeg også mærkede et lille sug i maven. Han er jo bare et barn. En lille dreng. Men her i jantelovens hjemland mærkede jeg alligevel et snert af frygt for, om drengen troede for meget om sig selv.

Efter at have fået skoene på lillebror gik jeg ned til Dixon. Faderen kiggede smilende på mig og jeg prøvede at bidrage med lidt mere sjov ved at sige:

”Sidste år ville Dixon gerne være julemanden, så jeg tænker han avancerer.”

Heldigvis smilede faderen og svarede kært:

”Ved du hvad Dixon, jeg synes du skal gå efter at blive Gud. Jeg vil også gerne have solskin hver dag.”

Dixon nikkede. Nærmest som en aftale, der blev lukket og forseglet.

Et par dage senere kørte vi bil. Vi skulle til Farum og kørte forbi Måløv Kirke. Da vi kom gennem Jonstrup, udbrød Dixon:

”Mor, jeg vil gerne være et særligt menneske.”

Forundret svarede jeg:

”Jamen, det er du da også skat.”

”Nej mor, et rigtig særligt menneske. Ligesom Jesus,” sagde Dixon.

”Nååå, men der er altså kun en Jesus, skat. Men du er et særligt menneske lige nu,” sagde jeg trøstende.

Men drengen købte den ikke. Han sad stille, og da vi var igennem Værløse, udbrød han tænksom:

”Jeg vil bare gerne have, at de laver en dukke af mig, når jeg er død, så jeg kan blive den nye Jesus.”

Hmmm! Indrømmet, jeg var et kort øjeblik temmelig fraværende i min bilkørsel, men til gengæld total forbløffet.

Vi er ikke specielt troende i vores hjem. Det vil sige jeg er kristen og beder gerne bøn fra tid til anden (mest når livet gør ondt), men vi dyrker ikke specifikke daglige religiøse rutiner. Så hvordan i alverden kan vi have en søn, der både vil være Jesus og Gud OG støbt som dukke efter sin død? Kan man give et barn for meget selvtillid? Jeg grublede, mens vi talte videre.

”Er det fordi, du godt kan lide de små figurer, kirken laver ved juletid med Jesusbarnet og hans mor?” spurgte jeg, idet jeg mindedes, vi var kørt forbi Måløv Kirke.

”Ja,” svarede Dixon og tilføjede:

”Og så kender alle Jesus.”

”Vil du gerne have, at hele verden kender dig?” spurgte jeg med en smule skepsis. Og som altid med Dixon, var hans svar ganske uforudsigelig:

”Nej mor, jeg vil bare have, at de ikke glemmer mig.”


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *