Klumme: Tal pænt!
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Tal pænt. Det er min veninde du taler om,” sagde jeg, da min veninde ringede grædende og fortalte om hendes morgen.

Hendes datter på seks år havde nægtet selv at tage strømpebukser på og derfra havde situationen eskaleret og endt med et næsten hysterisk grædende barn, da de skulle sige farvel. Hvilket også betød en mor med grædende hjerte.

De fleste forældre kender disse morgener. Da min veninde fortalte mig om det, havde jeg heldigvis selv en god dag og prøvede at løfte min venindes humør.

Det jeg ikke sagde var, at jeg i mit inde tænkte:

”Hmmm… det da synd, du ikke hjalp hende med de der strømpebukser. Måske havde hun bare brug for at få bekræftet, at mor altid vil hjælpe hende.”

Det sagde jeg selvfølgelig ikke. Hun havde rigelig travlt med selv at slå sig selv oveni hovedet.

I dag var turen så kommet til mig… Det startede med at Titan vågnede halv seks og hele familien virkede træt og uoplagt. Da jeg lidt senere bad Dixon tage tøj på svarede han kontant:

”Det vil jeg ikke, du skal hjælpe mig,” hvilket jeg afslog, da jeg også skulle skifte Titan.

Dixon gik alligevel i gang, men han havde dårligt nok fået det ene bukseben på, før han krisede over at bukserne var for stramme, blusen for hård og strømperne for små!

Den lille opfattede noget var galt og begyndte derfor også at skabe sig – det vil sige 17 kilo dødvægt lossede mig lige på halsen (hvilket gjorde grotesk ondt) så det gjorde mig lidt mere (læs: Meget mere) muggen og til sidst skete der det, der ikke skulle ske. Men som nok var uundgåeligt.

Jeg eksploderede. Og brillerede ved at råbe noget i stil med:

”Nu skal du tage dit tøj på!”

Og i min enorme afmagt begik jeg endnu en synd – jeg kom da også lige med en trussel og sagde:

”Hvis du er sådan en baby, der ikke kan tage tøj på, kan du heller ikke få fredagsslik.”

Dixon gik totalt til modangreb og råbte og skreg bare endnu højere. Heldigvis kunne jeg godt selv se, at situationen ikke var holdbar og tog fat om Dixon, mens jeg roligt sagde, at nu skulle vi slappe af. Men han vred sig og råbte mig lige ind i øret rimelig længe, før han overgav sig og endelig lænede sig ind til mig. Jeg troede alt var godt, men…… så spyttede han mig – lige i ansigtet! Sådan en ordentlig hakker, midt på kinden!

Jeg blev ærlig talt dybt chokeret. Det aller værste er, at jeg faktisk fik en impuls om at slå ham mens jeg tænkte:

”Hvad fanden er du for en møgunge.”

Heldigvis sagde jeg bare helt roligt:

”Det der, var ikke i orden,” og gik min vej.

Da vi endelig nåede til børnehuset og afleverede Titan, kom hans reaktion på morgenens kaos. Han tudbrølede – hvilket er noget han seriøst aldrig gør. Heldigvis var Dixon sød og prøvede også at kramme og trøste sin lillebror, mens jeg kæmpede med mine egne tårer. Det eneste gode ved det var, at det fik nulstillet Dixon, så jeg fik både kram og luftkys, da jeg forlod børnehuset.

Alligevel var jeg drænet og utrolig trist, da jeg gik ud derfra. Jeg ringede straks til min veninde og erkendte min syndere. Heldigvis svarede hun prompte:

”Tal pænt. Det min veninde du taler om.”


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *