Klumme: Ene høne i hanegården
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Det er åbenbart mit lod i livet at være omgivet af det modsatte køn. Måske det er derfor, jeg stolt erklærer mig for feminist.

Som barn var jeg den yngste i søskendeflokken med to storebrødre. Jeg var eneste pige i den lokale taekwondoklub, og selv da jeg blev konfirmeret, var jeg eneste pige.

Som voksen har mønstret gentaget sig, men dog i mindre målestok.

Da jeg mødte min mand, fik jeg to bonusdrenge samt en hanhund og har siden selv fået to sønner. Heldigvis synes jeg, drenge og mænd er pragtfulde, så jeg klager ikke. Men jeg må tilstå, at jeg dagligt indser, der er meget, jeg ikke forstår om det modsatte køn. Det gode ved det er, at mange misforståelser fra min fortid pludselig står i et noget klarere lys.

For det første har drenge en fascination af biler, teknik og mekanik, som jeg overhovedet ikke forstår eller deler. Min egen kære far har altid elsket biler – især veteranbiler og har haft flere. Min ene bror ved alt om flyvemaskiner, mens min anden bror har flere biler i garagen. Det betyder også, at Le Mans og Formel-1 altid har været noget, der blev prioriteret i mit barndomshjem. Altså mens min mor og jeg tog på shoppeture.

Nogle af mine kæreste barndomsminder var lørdag formiddag, når min far og jeg tog til det lokale byggemarked. Min far manglede altid en dims til et eller andet og da der ud over min fars selskab også var gratis wienerbrød, deltog jeg glædeligt.

Min egen mand er ikke bilentusiast, men til gengæld synes jeg, hans værktøjssamling begynder at ligne min egen fars. Og hvad han dog ikke har af kabler og tekniske dimser, kan jeg slet ikke beskrive.

Mekanikken lever i ham på den måde, at han bygger hjemmesider og leger med html-koder for sjov. Hvis han får lyst til at lave et webinar, tager det ham ikke lang tid at finde det helt rigtige program og på nul komma fem har han bestilt både ekstra mikrofon og kører ud og køber rullegardin, som han sætter op bag computeren, så lyset kan blive helt rigtigt.

Og mine sønner er allerede et kapitel for sig. Bilerne kører på væggene (selvfølgelig – hvorfor skulle de dog køre på gulvet?) og næsten dagligt bygges der enten racerbaner eller togbaner.

Når der en sjælden gang er ro herhjemme, er det oftest mens Titan fordyber sig i biler og værktøj samtidig med at Dixon elsker at bygge Lego eller tegne. Helst edderkopper og kopier af hans helte fra Lego Ninjago og andre superhelte.

Da jeg selv var barn, elskede jeg også at tegne. Primært blomster, hjerter og bondegårde. En dag da Dixon bad mig tegne med, tegnede jeg et hjerte. Herefter udbrød han:

”Ej mor, jeg hader hjerter!”

Nå okay, svarede jeg og mærkede faktisk et lille stik af fornærmelse og fik en lyst til at trække mig fra tegneriet.

”Kan du ikke bare tegne noget andet?” spurgte Dixon og kompromiset blev en sol.

Nogle dage senere, da han igen tegnede og efterlyste mit selskab, afslog jeg, da jeg havde en masse vasketøj at ordne.

”Men mor, du må gerne tegne et hjerte,” sagde han lokkende.

Som eneste høne i flokken tænker jeg ofte, at det er vigtigt at sætte mit aftryk – således også den dag, hvor og jeg returnerede hans snedige tilbud med et stort pink hjerte – lige midt på Kaptajn Underhylers underbukser. Selvfølgelig – jeg er jo kvinde, der nyder at sætte mit aftryk.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *