Klumme: Forældreforbandelsen
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Der hviler en forbandelse over visse forældre. Sådan en helt regulær forbandelse. Og desværre må jeg tilstå, at jeg er en af dem.

Der findes forældre, der får et barn, har deres job og som er lykkelige. Glade og taknemmelige. Som har kæmpe værdi ved at hente børnene tidligt og nå at riste skumfiduser over bål om fredagen inden Disney Sjov.

Og så er der os andre. De forbandede. Os, der er i konstant kamp med vores indre dæmoner. I dette tilfælde vores forældretitler og dem vi også er. Uden titler.

Jeg er mor, men jeg er også mig. Og når jeg bare er mig, har jeg en længsel og et behov for at skrive. For at bure mig inde med et tastatur og sidde foran skærmen helt alene og helt opfyldt af mine tanker og mine følelser. En process der ikke kan skabes eller flyde, mens børnene skiftevis holder fest og råber af hinanden.

Men, der skal også tjenes penge, og jeg vil også gerne være sammen med mine børn. Helt seriøst, det vil jeg gerne, men der er som bekendt kun 24 timer i et døgn. Så skal jeg hente børnene tidligt eller nuppe den time til mig selv?

Lørdagen, som er fantastisk lang og fri uden planer, og hvor mange tænker: Yes, lad os tage i skoven med familien og tage frokost med, og hvor jeg tænker: Øv, jeg kunne nå at have skrevet 20 sider hvis bare…

Og det lyder selvoptaget, selvfedt og utaknemmeligt. Det ved jeg godt. Jeg ønskede jo de børn, og jeg er faktisk så heldig, at have fået to raske dejlige drenge, og så vil jeg alligevel nogle gange hellere være et andet sted end sammen med dem?

Dét er utaknemmeligt! Men det er også mere komplekst end det. For når jeg prioriterer at skrive, får jeg ofte så dårlig samvittighed, at jeg i stedet sidder og tænker på, hvad jeg kan lave sammen med dem, når de kommer hjem.

Og når de så kommer hjem, og jeg krammer dem med nydelse, er jeg nærmest lykkelig. Altså lige indtil de kort efter slås, og jeg igen slår mig selv i hovedet over ikke at have fået skrevet! Så det er deri smerten og forbandelsen ligger.

For man kan ikke have et ben i to forskellige lejre på en gang. Det ved jeg godt – og alligevel er det som om, jeg ikke helt har overgivet mig til den erkendelse.

Jeg ved godt, jeg skal vælge. Være til stede. Dyrke mindfulness, være i nuet og alt det der. Men lige meget hvad jeg gør, så ændrer det ikke på frustrationen. På længslen. På følelsen af at være forkert, fordi jeg ikke bare kan være glad og taknemmelig for mine to små mirakler. For den buttede hånd med de beskidte små negle og grinet, der gnægger sig lige ind i hjertet. At det ikke er nok – er skammeligt! Det er desværre også sandt for mange af os.

Heldigvis er der nogle gange hjælp at hente på Facebook. Som forleden, da jeg så en inspirerende taler sige, at man aldrig skulle have dårlig samvittighed over at prioritere ”mig-tid.”

Som så meget andet er det lettere sagt end gjort – men da et forsøg værd. Så i dag napper jeg en time til mig selv. Bare fordi jeg kan – og måske helt uden dårlig samvittighed. Hvad gør du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *