Klumme: Håb og skoledrømme
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Vores søn Dixon bliver seks år i 2020 og det betyder, at han skal starte i skole samme år. Det er ikke fordi, det kommer bag på min mand og jeg, men da vi de seneste fem år har gået og drømt om at flytte, har vi ikke rigtig taget os af det, da vi af gode grunde ikke vidste, hvor vi eventuelt boede.

Nu er faktum så bare, at vi stadig drømmer om at flytte – primært nærmere jorden, da vi bor på anden sal – og at Dixon skal starte i skole.

Min mand har gået på kostskole på Fyn og jeg selv har gået på privatskolen Marie Kruses Skole i Farum, og derfor kiggede vi hurtigt efter en privatskole. Ikke fordi vi har noget imod folkeskolen, men lige i denne situation, by og med vores barn, er det noget med den velkendte mavefornemmelse.

Men man beslutter sig jo ikke uden besøg. Derfor tog vi til introaftenen på den lokale fri grundskole – og vi tog Dixon med. Han var allerede hooked, da vi kom derhen, da skolen ligger i skoven. Her stod lærere og ledelse og tog pænt imod. Dixon gav fint hånd og sagde:

”Hej jeg hedder Dixon, jeg skal tisse,” og så var vi ligesom i gang.

Mens min mand og Dixon gik på toilettet, sugede jeg indtryk til mig. Udenfor hang der balloner og laminerede papirer. Lørdagen forinden var det ”lærernes dag”, og forældrene på skolen havde valgt at hylde disse med balloner og søde ord.

Sådan noget går selvsagt lige i hjertet på en skrivedame som mig. Det var der i det hele taget meget der gjorde til mødet, og Dixon blev da også siddende og tegnede i 45 minutter, indtil han bad om lov til at gå udenfor.

Efter mødet gik min mand og jeg ud efter Dixon. Høje på både forventninger og håb. Det føltes på alle mulige måder helt rigtigt og i mit indre kørte der allerede en historie om Dixons positive skolegang, som selvfølgelig vil være uden mobning, med engagerede lærere og gode venner, og leg under træernes foranderlige kroner.

Udenfor mødte vi en mor til et barn på skolen og hun spurgte, om vi overvejede at få Dixon ind der. Vi svarede begejstret ja og spurgte, om hun var glad for skolen.

”Ja meget, men man skal ikke tro den er uden problemer,” svarede hun intetanende om, at hun fuldstændig punkterede min lyserøde sky.

”Nå, nej, nej selvfølgelig,” svarede jeg forsvarende og fik heldigvis spurgt ind til, hvad hun mente.

”For eksempel fodboldbanen, der er jo ikke rigtig nogen,” svarede hun.

”Nåå,” prustede jeg lettet og smilede til min mand.

Dixon er bestemt ikke en fodbolddreng og netop min ene bonusdreng har altid været lidt udenfor i frikvartererne, fordi han går i en fodboldklasse på en skole med fodboldbaner.

Så vores smil var ikke bare smil. De var synet på lettelse og håbet vendte tilbage…


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *