Klumme: Kampklar til friskole
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
Det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Næste år skal vores søn Dixon starte i skole. Det er spændende, lidt sørgmodigt og temmelig frustrerende. Mest fordi vi stadig ikke ved, hvilken skole Dixon skal på.

For nylig var vi til optagelsesprøve på en lokal lilleskole, som vi gerne vil have Dixon ind på. Min mand har selv gået på kostskole og flere af de gode elementer ved det, kan han genkende i den skole. Jeg har gået på en klassisk privatskole og følte altid, der manglede noget humaniora. Så “Skolen i skoven,” som Dixon kalder den, har det hele set med vores øjne.

Derfor var vi utrolig spændte, da vi skulle til optagelsessamtale. Læreren ventede udenfor, og min kære mand, der er den fødte tidsoptimist, nåede det heldigvis lige til tiden.

Så gik vi indenfor. Dixon satte sig for enden af bordet og min mand spurgte ham, om han skulle sidde ved siden af ham.

“Nej far, bare sæt dig ned til mor,” svarede han og pegede for enden af bordet.

Noget af det allerførste læreren spurgte Dixon om var, hvad han kunne lide at lave.

“Jeg kan godt lide at kæmpe,” svarede Dixon.

“Sådan noget rollespil?” spurgte læreren pædagogisk.

“Nej, sådan noget kamp noget,” svarede Dixon, mens jeg mærkede mine tæer krølle sig sammen.

Vi sad trods alt til samtale på en lilleskole. En fri grundskole oprettet under friskoleloven med følgende formålsbeskrivelse: ’Skolens formål er at opdrage eleverne til socialt bevidste, selvstændigt tænkende, varme og virkelystne mennesker.’

“Mener du sådan noget slåskamp,” spurgte læreren.

“Ja,” svarede Dixon begejstret, hvortil læreren pædagogik svarede:

“Sådan noget kan vi ellers ikke lide her på den her skole. Hvad kan du ellers lide at lave?”

Det førte heldigvis over i en lang snak om at tegne og bygge huse i Lego. Især med børnehavens legoklodser, for de har sådan nogle man kan bygge tage ud af.

Dixon demonstrerede også, at han godt kan skrive sit eget navn – ganske vist spejlvendt og derudover beviste han også, at han rent faktisk havde hørt efter til intromødet, for pludselig fortalte han, at han godt kunne lide det med, at man kunne få cornflakes til morgenmad og pandekager i skoven. Ja, ja, børn hører såmænd det hele. Det er bare ikke alt, de husker.

På vejen hjem undrede jeg mig over Dixons udtalelse om at kæmpe. For han er faktisk slet ikke en slagsbror. Tværtimod, får han ofte slag af sin lillebror uden at gøre den mindste gengældelse.

Men så slog det mig. Dixon er også en dreng, der skjuler sine følelser. Så han har selvfølgelig sat sig op til mødet og tænkt: Jeg skal fortælle, at jeg er en sej dreng, der slås og kæmper.

Han er jo kun fem år gammel og tror, at målsætningen er at være som superhelte. Og netop denne indsigt gjorde mig ekstra glad. Det var om noget beviset på, at vores dreng vil den skole ligeså meget som vi vil. Det understregede han også forleden, da vi talte om skolen – og om at han ikke kan være sikker på at komme ind på den. Hertil svarede han opfindsomt:

“Men hvis ikke jeg kommer ind på den skole, kan jeg så ikke bare gå i skole hos morfar. Han bor også ude i skoven.”

Så mens vi venter på svar fra skolen, tænker jeg, hvor der er vilje, er der vej.

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “Klumme: Kampklar til friskole”

  1. Vibeke siger:

    Helt fantastisk artikel. Krydser fingre for Dixon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *