Kirkekunst er havnet i stormvejr
udsnit.jpg
Den omtalte detalje i billedet, som kunstneren har udtalt til Kristeligt Dagblad er personen i blåt direkte inspireret af Inger Støjberg. Foto: Kaj Bonne
Den nye udsmykning i Skovlunde Kirke er kommet i fokus efter en kontroversiel udtalelse af kunstneren Erik Hagen. En lille detalje i et af billederne er blevet tolket politisk af kunstneren, hvilket har affødt en del kritik af, at kirken blander sig i politik. Men formanden for menighedsrådet melder hus forbi.

I de senere år har Skovlunde Kirke fået en del ny kunst på væggene, udført af kunstneren Erik Hagen. Det store kunstværk er en moderne fremstilling af evangeliet og består af en række billeder med forskellige motiver. Men en lille detalje i det store såkaldte udgangsbillede er kommet i strid modvind, efter Erik Hagen for nylig udtalte sig i Kristeligt Dagblad om netop den detalje.

Detaljen viser en hvid familie i en døråbning, hvor én af dem sparker en sort person væk. I interviewet sagde Erik Hagen, at personen der sparker var inspireret af den tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V), og det har givet anledning til kritik af, at kirken blander religion og politik sammen. Senest er Skovlunde Kirke blevet bedt om en redegørelse fra biskop Lise-Lotte Rebel.

Men den kritik kan formanden for menighedsrådet i Skovlunde Kirke ikke anerkende.

Intet politisk

”Først og fremmest er vi glade for den øgede interesse, der er kommet for vores udsmykning i kirken. Der kommer langt flere nu og ser på billederne end før. Det er faktisk lidt komisk, når man tænker på, at det er et billede, der er hængt op i 2017. Men vi er glade for interessen for fortællingen om evangeliet, for det er vores kerneopgave som kirke,” siger Lars Green Bach, som til gengæld ikke er så glad for kritikken.

”Selve kritikkens kerne er om en lille detalje i et billede. Det er valgt ud fra en skitse lavet tilbage i 2011-12, længe før Inger Støjberg var integrationsminister og vores valg har slet intet haft med sådan noget at gøre. Vi har fulgt Akademirådets anbefalinger om kunst i kirker og har fulgt alle regler og der har på intet tidspunkt været ytret noget politisk om billedet eller dele af det. Så at kunstneren nu ytrer sig om, hvad han er inspireret af, må stå helt for hans egen regning. Som jeg ser det, kan det lige så godt være en hvilken som helst kvindelig politiker eller person i et billede, hvor temaet omhandler den bibelske fortælling om den rige, der afviser at hjælpe den fattige Lazarus,” siger Lars Green Bach.

Tror på ytringsfrihed

Skovlunde Kirke har givet en officiel udtalelse til biskoppen og her har man sagt det samme, altså at man på intet tidspunkt har tænkt noget politisk ind i kunsten.

”Det er et sammenhængende kunstværk om evangeliet og det er det, som det handler om. Men vi har tanke, tro- og ytringsfrihed her i landet og den holder vi fast i, så hvis man fortolker noget ud fra kunst, så skal vi ikke forholde os til det. Men fortolkningen er helt for kunstnerens egen regning og vi har til punkt og prikke overholdt alle retningslinjer,” siger Lars Green Bach, som regner med at billedet bliver hængende.

”Vi vil ikke fjerne billedet, medmindre der sker noget helt uventet, så hænger billedet her, da det som sagt er en del af et samlet kunstværk,” pointerer menighedsrådsformanden.

Sådan ser hele udgangsbilledet ud, med den lille detalje nederst i billedet, under bordet. Foto: Kaj Bonne 

Det omdiskuterede værk er bare et af mange af samme kunstner i Skovlunde Kirke. Foto: Kaj Bonne

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *