Forældre er ikke sat uden for døren!
Debat Kære Ulrik Falk- Sørensen. Det var med nogen undren, jeg læste dit læserbrev i sidste nummer af Ballerup Bladet.

Det der undrer mig er ikke, at du vil sikre forældrenes indflydelse i skolebestyrelser eller forældrenes mulighed for at træffe valg på deres børns vegne. Dit demokratiske sindelag er jo velkendt efter mange år i kommunalbestyrelsen.

Næ, det der undrer mig er, at du tilsyneladende ikke tiltror de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer samme demokratiske udgangspunkt. Men her kan jeg berolige dig.

Det har optaget medlemmerne af Børne og Skoleudvalget meget i debatten om den fremtidige skolestruktur, hvordan forældrene kan sikres indflydelse i bestyrelserne.

Siden du er stoppet i kommunalbestyrelsen, er der kommet ny lovgivning på området, hvor også folketinget vil sikre forældrenes indflydelse i bestyrelserne.

Det er således nu lov, at alle skolematrikler skal sikres plads i skolebestyrelserne. Hvis en skole har en specialafdeling, skal også forældre fra denne sikres plads i skolebestyrelsen.

Men det er ikke det hele. Vi kan selv i Ballerup Kommune fastsætte antallet af medlemmer i skolebestyrelsen, og kan fastsætte fordelingen af forældrebestyrelsesmedlemmer fra hver skole i distriktet. Så længe forældrene har flertal i skolebestyrelsen, har vi meget frie rammer til, hvordan den skal sammensættes.

Der er fra alle partier i Børne og Skoleudvalget stor opmærksomhed på dette. Den endelige bestyrelsesmodel vil blive besluttet, efter vi har hørt borgerne om skolestrukturen.

Også i det du skriver om forældrenes skolevalg, kan jeg berolige dig. Naturligvis lader vi ikke skolen tilfældigt beslutte, hvor et barn skal gå. Vi vedtager nogle retningslinjer for klassedannelsen i 0- klasse, også efter høringen.

Jeg tænker, at disse retningslinier skal indeholde forældrenes ønsker til skole, søskendekriterier og geografisk nærhed skal tælle, præcis som det er idag.

Derudover vil jeg gerne have, at børn der går i børnehus i et område, har samme rettigheder som distriktsbørnene ved klassedannelsen. Ikke flere beretninger om børn, der er henvist til børnehus i et andet distrikt end der, hvor de bor, og som skal skilles fra alle kammeraterne, når de skal starte i skole. Jeg tror, at alle de nuværende partier i kommunalbestyrelsen vil være enig i dette.

Og jeg tror også, at folkeskolen i Ballerup med den nye skolestruktur fortsat vil være forældrenes naturlige førstevalg og ikke privatskolerne, som du skriver.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *