Mikkelsdag var oprindeligt afslutningen på høstsæsonen og indledningen til det egentlige efterår.
Mikkelsdag er dog også den ældgamle helligdag for ærkeengel Michael. På gammel dansk blev Michael til Mikkel, og det er dette fordanskede navn, som giver helligdagen sit gamle navn.
Der er i Ballerup Kirke to store og smukke, middelalderlige kalkmalerier af ærkeenglen Michael, så hvad er mere naturligt end at fejre denne næsten helt glemte helligdag i Ballerup Kirke som en stemningsfuld indledning til det egentlige efterår.
Gudstjenesten efterfølges af kirkekaffe i præstegården, hvor der i anledning af Mikkelsdag serveres de traditionelle sukker- og kommenskringler. Der fortælles også lidt om denne gamle helligdag, som nærmest er gået i glemmebogen.