Skarp debat om Sømose-projekt
Boligmøde-06-42-19.jpg
Atriet på rådhuset var pænt fyldt, da Sømose-planerne igen var oppe at vende på et borgermøde. Debatlysten var stor og tonen var konstruktiv, men kritisk. Foto: Kaj Bonne.
Byggeplaner Selvom der nu er udsigt til et byggeri ved DTU og Sømosen, er kampen mod byggeplanerne ikke slut endnu. Det viste sig på tirsdagens borger-møde om campus-projektet, der ikke bare skal være et campus-projekt.

Debatten om det kommende byggeri ved DTU og Sømosen er ikke lagt ned endnu. For selvom selv de argeste modstandere mod projektet har erkendt, at der nok skal komme et byggeri, så er der stadig noget at indvende. Det viste sig tirsdag aften, da Ballerup Kommune havde inviteret til et borgermøde om Sømose-projektet, hvor der netop nu er høring og hvor fristen for at komme med svar til den nyeste lokalplan, udløber den 27. oktober.

Mange af de fremmødte var embedsfolk og repræsentanter for grundejerne i området, men blandt de fremmødte borgere var der et klart flertal af skeptiske naboer og borgere fra gruppen ’Bevar Sømosen’.

Efter en præsentation af sagen og en fremlæggelse af den nyeste lokalplan, hvor man garanterer, at det nye byggeri vil holde sig udenfor søbeskyttelseslinjen, var der lagt op til debat. Og det blev en saglig, men skarp debat.

Under fremlæggelsen blev det tydeligt, at der er lagt op til en forøgelse af antallet af boliger til omkring 500 og at en del af boligerne, blandt andet på det område, som statens ejendomsselskab Freja ejer, skal være reelle familieboliger.

Allerede for et år siden var der snak om, at området skulle indeholde et større antal boliger, der også var familieboliger. Netop på den baggrund var naboerne fra ’Bevar Sømosen’ fremme med en række ønsker om at overholde søbeskyttelseslinjen. Det udmøntede sig i den nyeste lokalplan, der netop er i høring nu. Denne aften kunne naboerne så konkludere,at der bliver tale om en ny bydel og at man endelig havde fået Ballerup Kommune ’ud af busken’ og erkende det.

Der var da også klar tale fra Ballerup Kommunes side.

Plads til fremtiden

”Tingene har ændret sig siden den første plan blev fremlagt. Der kommer flere borgere i kommunen og vi er nødt til at tilpasse os den udvikling. Derfor er der også plads til familieboliger i området, og det lægger vi ikke skjul på. Det er et attraktivt område, som vi ser et stort potentiale i,” pointerede centerchef Steen Pedersen fra Ballerup Kommune under debatten.

Det bekræftes af formand for teknik- og miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (A), som dog ikke vil kalde området en decideret ny bydel.

”Jeg kan godt forstå, at naboerne vil passe på deres område. Det vil vi også. Derfor har vi også ændret på planerne omkring søbeskyttelseslinjen. Men vi må også sige, at vores opgave er at passe på kommunes fremtid og finansieringen af velfærden. Vi får flere tilflyttere i de kommende år og vi er nødt til at finde de steder, hvor vi kan bygge. Det er et dilemma, for vi skal også sørge for rekreative områder. Vi fortætter de områder vi kan og her er der mulighed for at bo pænt i Ballerup i fremtiden” siger Hella Tiedemann.

Den udmelding vakte både glæde og bekymring hos naboerne.

Kaotisk trafik

”Det var et ærligt svar. Det er en ny bydel, man vil have og nu fik vi det frem i lyset. Det er godt, at vi nu får det på bordet. Men det giver samtidig en række nye bekymringer, eksempelvis angående trafikken. Hvis der kommer flere hundrede nye beboere, hvoraf mange med garanti har en bil eller to, så vil trafiksituationen herude blive markant værre. Og den er i forvejen slem til daglig. Så det er naivt at tro, at man kan klare sig med det nuværende antal p-pladser,” siger Anja Broenel, fra Bevar Sømosen.

Hella Tiedemann garanterer dog, at man er opmærksom på trafikudfordringen.

”Vi bor her også og vi plastrer ikke bare alting til med beton og biler. Det burde man vide, at jeg ikke har intentioner om. Vores beregninger viser, at området godt kan klare den fremtidige trafik og vi vil naturligvis lave de tilpasninger og adgangsforhold, som det kræver. Men indtil videre vurderer vi, at trafikken ikke vil volde problemer,” siger Hella Tiedemann.

Efterlyser det grønne

Gruppen ’Bevar Sømosen’ vil nu sende deres høringssvar ind, der især vil koncentrere sig om miljøet i det nye boligområde..

”Kommunen bryster sig af, at være så grønne. Men hvor er ambitionerne. Jeg kan godt forstå argumentet om at mikse erhverv og boliger, så områderne får mere liv, men vi savner altså stadig, at man tænker biodiversitet og vandkvalitet ind. Vi ønsker et miljøbælte ned til Sømosen på den grund, som Freja ejer, ganske som i de andre områder, men det ville kræve, at man frikøbte et stykke af dem, og det sker næppe. Så jeg må sige, at det var et møde i en positiv ånd og de demokratiske spilleregler er overholdt. Men på miljøets vegne er jeg i lidt dårligt humør,” siger Anja Broenel.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *