Unge talenter klar til Tivoli
Skovens-dronning-0446-copy.jpg
15-årige Ingrid Ryde fra Ballerup er på scenen som djævel og 16-årige Katrine Strangholt fra Smørum spiller borger. Foto: privatfoto
Forestiling Igen i år er tre unge, lokale scenetalenter kommet gennem nåleøjet og har fået roller i Eventyrteatrets familiemusical, der spiller i Tivoli fra på fredag.

Når Tivoli slår portene op til efterårsferie og halloween(u)hygge i den gamle have er det også tid for den årlige familiemusical fra Eventyrteatret. Og i lighed med tidligere år har vi flere lokale scenetalenter med i årets forestilling ’Skovens Dronning’, der handler om en ung prinsesse, som er løbet hjemmefra for at undgå sin skæbne.

I en magisk skov møder hun vidt forskellige eventyrvæsener, som strides indbyrdes og har brug for prinsessens hjælp til at forene dem i kampen mod en mørk og grusom magt.

Pigerne på scenen

Blandt de unge talenter fra Eventyrteatret, som er med i ’Skovens Dronning’, finder vi tre her fra vores lokalområde.

Det er 15-årige Ingrid Ryde fra Ballerup, der spiller djævel i forestillingen. Ingrid går i 9. klasse på Thomasskolen, og har været en del af Eventyrteatret i fire år. Ved siden af teatret finder hun også tid til at spille håndbold i AB og hænge ud i ungdomsklubben Joyzone i Lindehøj Kirke.

På scenen er også 16-årige Katrine Strangholt fra Smørum, der spiller borger. Hun går i 2. g på Niels Brock Innovationsgymnasiet og har for nyligt også medvirket ved teaterkoncerten på Egedal Musikskole. Katrine har gået til dans i 10 år og solosang i to år.

Sidst men ikke mindst er 14-årige Klara Houmann fra Smørum med som sylfide i forestillingen. Klara går i 9. klasse på Hareskovens Lilleskole, og i fritiden går hun til solosang på Egedal Musikskole og så har hun det grønne bælte i karate.

De tre – og alle deres musicalkammerater – står klar på scenen i ’Skovens Dronning’ i Glassalen i Tivoli i dagene 4. til 20. oktober.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *