Almene boliger på vej til Østerhøj
Byggeri Kommunalbestyrelsen har nikket ja til, at der bygges 20 almene boliger på Østerhøj i Måløv.

Flere boliger til almindelige mennesker. Det er filosofien bag kommunalbestyrelsens godkendelse af byggeriet af 20 almene boliger på Østerhøj i Måløv.

Det er boligforeningen 3B, der har søgt om at opføre de 20 boliger, idet kommunalbestyrelsen ifølge Almenbolgloven skal godkende opførelse af nye almene boliger.

Prisen for at bygge boligerne er faldet en lille smule og det står nu fast, at der opføres rækkehuse fordelt med to 2-værelses boliger i to plan, ni 3-værelses boliger og ni 4-værelses boliger. Adressen bliver Klakkehøj 1-3.

De 2-værelses boliger bliver på 64 kvadratmeter mens de øvrige bliver på mellem 111 og 115 kvadratmeter. Der bygges desuden privat parkeringsareal og grønne områder imellem p-pladserne og boligerne.

Debat om byggeri

Selve godkendelsen affødte en del debat i rådhussalen, hvor især den borgerlige fløj ikke mente, at der var et behov for flere almene boliger og derfor ikke kunne stemme for byggeriet. Blandt andet DF mente, at man kunne have brug for boliger med flere ressourcestærke beboere.

Argumentet kan hænge sammen med, at 3B har en anvisningsaftale med Ballerup Kommune, hvor det fremgår, at halvdelen af boligerne skal udlejes gennem den kommunale anvisning, 25 procent gennem boligforeningens venteliste og 25 procent gennem fleksibel udlejning med kriterium om beskæftigelse.

Ikke desto mindre blev planerne godkendt og det første spadestik kan formentlig tages den 1. juli i år og byggeriet forventes færdigt og klar til indflytning den 1. maj 2015.

5 kommentarer om “Almene boliger på vej til Østerhøj”

  1. Karsten Kriegel siger:

    Som det korrekt fremgår af teksten, drejer det sig om boliger i Østerhøj (Klakkehøj) og ikke Østervej, som det fremgår af billedet.

  2. Ole Simonsen siger:

    I roder rundt i kommunens geografi.
    Billedet viser det tidligere seminarium, der ligger på Østervej i Ballerup. Der skal der ifølge jeres aprilsnar bygges et flugtsikkert rockerfængsel – tø,hø :-).
    Klakkehøj i Østerhøj ligger i Måløv.

  3. Martin Edens siger:

    Man må formode at det er den gamle institutionsgrund på Stenhusstræde der menes, for ellers skal kommunen da lige have fjernet nogle relativt nye boliger på Klakkehøj.

  4. Karsten Kriegel siger:

    Det kan jeg bekræfte, Martin.

  5. Mia Thomsen siger:

    Kære alle. I har helt ret!
    Vi har kludret i Østerhøj/Østervej. Det er nu rettet – og vi bringer også en rettelse i næste uges avis. Tak fordi I skrev 🙂

Skriv et svar til Ole Simonsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *