Ballerup Bladet vinder pris for Skovlunde-artikler
rsprisen.jpg
Diplomet er netop landet på redaktionen i Ballerup.
Hæder Ballerup Bladet har vundet de lokale ugeavisers årspris for avisens dækning af den omfattende uro og hashhandel i Skovlunde.

I går aftes blev der i forbindelse med De Lokale Ugeaviser og Danske Mediers efterårsseminar for ugeaviser uddelt priser i de tre kategorier: lokale nyhedshistorier, lokale features og redaktionelle ideer og initiativer.

Blandt de 97 indstillinger, som i øvrigt er det højeste antal nogensinde, til priserne var Ballerup Bladet for avisens dækning af uroen og hashhandelen i Skovlunde. Og det blev Ballerup Bladet, der tog guldet i kategorien ‘lokale nyhedshistorier’.

Lokalavisen Budstikken Fredericia vandt guld i kategorien ‘lokale features’ for en serie over temaet Mit største drama, hvor tre kendte personer fra lokalområdet fortæller, hvordan de handler, når livet slår en koldbøtte, og Albertslund Posten fik initiativprisen for dækning og initiativer, efter at Albertslund blev ramt af en række påsatte brande. Roskilde Avis modtog årets specialpris for blandt andet en Matador-artikelserie ‘På sporet af Korsbæk’.

Ifølge Danske Medier fremhævede formanden for juryen chefredaktør Steen Hebsgaard, Ikast Avis, det højt niveau for de mange artikler, som var indstillet til priserne:

“Vi kan af indstillingerne se, at de lokale ugeaviser i hvert fald ikke er i en journalistisk krisetid. Der leveres mange steder et journalistisk og læseværdigt og interessevækkende indhold, som gør, at vi kan se optimistisk på fremtiden,” sagde Steen Hebsgaard.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *