Det er ved at være tid til et af de mere traditionsrige motionsløb i omegnen, nemlig Hareskovløbet, der skydes afsted den 28. maj.
Der løbes henholdsvis fem eller ti kilometer for både kvinder og mænd. Desuden er der en speciel børnerute på 1,4 kilometer.
Det er en udfordrende rute, hvor der både er bakker og fladt terræn.
Samtidig er det rent faktisk 25. gang, at løbet afvikles, og det betyder, at der i år gøres lidt ekstra ud af arrangementet.
Man kan melde sig til allerede nu på www.hareskovlobet.dk eller www.events4u.dk samt hos SportMaster i Ballerup Centret og helt frem til den 22. maj.
Det er dog også muligt at tilmelde sig på selve løbsdagen, og det skal i så fald ske ved start/mål mellem klokken 17.30 og 17.45.
Løbet begynder klokken 18.30 og afvikles i den del af Hareskoven, som hedder Egebjerg. Der er plads til parkering på p-pladserne på Skovvej ved planteskolen mellem Ballerup og Værløse eller på p-pladserne ved Skovlystvej.