Københavnerne vil bo i Ballerup
Kommuneskilt-1.jpg
Ballerup er blevet en af de mest populære kommuner at flytte til, når københavnerne vil forlade storbyen.
En ny opgørelse viser, at Ballerup er populær blandt københavnske fraflyttere. Langt flere flyttede til kommunen fra København end fra kommunen og Ballerup er nu den syvende mest populære kommune at flytte til for københavnerne.

Det er nok en tendens, man har snakket om i Ballerup, Skovlunde og Måløv i et stykke tid, men nu er tallene kommet sort på hvidt: Når københavnerne forlader byen rykker de i stigende grad til Ballerup Kommune.

En ny opgørelse foretaget af Dansk Byggeri, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at der sidste år var 184 flere personer, der skiftede adresse fra København til Ballerup end omvendt. Det betyder, at Ballerup er den syvende mest populære nettotilflytningskommune for københavnere. I opgørelsen dækker København over Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune samt Tårnby og Dragør kommuner.

Grundene til fraflytninggerne er flere, men en af de vægtige grunde er priserne i København og en anden grund er de gode muligheder for at få job i Ballerup-området. En cocktail, der giver flere nye indbyggere.

”De københavnske boligpriser er steget meget siden 2012 og det er en af grundene til, at flere vælger at flytte ud af byen. Samtidig har boligbyggeriet i København generelt set svært ved at følge med det stigende behov for boliger,” siger Jacob Hangaard, der er økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, som står bag undersøgelsen.

Lavere pris
Man får da også meget mere for pengene, hvis man køber hus i eksempelvis Ballerup kontra København. Et parcel- eller rækkehus på 120 kvadratmeter er i gennemsnit 1,2 millioner kroner billigere at købe i forhold til et lignende hus i København.

”Man kan få meget bolig for pengene, hvis man er villig til at flytte 15 kilometer væk, og det er tillokkende for mange,”siger Jacob Hangaard.

Dansk Byggeri påpeger også, at netop den store koncentration af arbejdspladser i omegnskommunerne, specielt i Ballerup og omegn, gør det ligeledes attraktivt for folk at flytte til forstadskommunerne.

Tidligere flyttede københavnerne længere væk, hvis de flyttede ud af byen, men i dag er det kommunerne i nærheden af bygrænsen, der trækker. Det hænger blandt andet sammen med, at det i denne højkonjuktur især er i og omkring København, at størstedelen af de nye arbejdspladser bliver skabt, mens det under tidligere højkonjukturer var mere spredt ud over resten af Sjælland.

Den mest populære tilflytningskommune for københavnere er klart Rødovre Kommune, efterflugt af Hvidovre, Herlev, Køge, Solrød, Gladsaxe, Ballerup, Furesø, Egedal og Greve kommuner.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *