Måløv kom igen i anden halvleg
Fodbold Serie 3, pulje 3: Brøndbyernes IF – Måløv BK 2-2 (2-0). 1-0 Nick Jørgensen (24.). 2-0 Thomas Vilsfort (38.). 2-1 Dalibor Radivojsa (48.). 2-2 Dalibor Radivojsa (58.).

Søndag formiddag var Måløvs 1. senior taget en tur til Brøndby, for at møde et af det måske stærkeste midterhold i puljen, som i forrige runde tog point fra puljens absolutte førerhold, Herstedøster.

Fra kampens start var Måløv godt med i kampen, selvom der blev spillet lige lovlig mange lange bolde fra MB’s side. Det kom da også til et par halv og helstore chancer, men Kim Finch Andersen havde ikke heldet med sig i de afgørende situationer.

Åbningsmålet tilfaldt ikke helt ufortjent hjemmeholdet, da de straffede en opspilsfejl fra Måløv, og hurtigt sendte bolden ud på kanten, hvorefter anfører Mark Ekmann sendte den ind foran til Nick Jørgensen, der i situationen kom lige akkurat foran Christian Sommer, og fik sat bolden ind bag Thomas Lydolph.

Måløv fortsatte dog ufortrødent, og havde stadigvæk masser af gode opspil, og der var gang på gang optræk til at det kunne blive farligt inde foran Brøndbys mål. Det blev dog ikke til mere end optræk, og i slutningen af halvlegen straffede det rutinerede Brøndbymandskab igen Måløv, da Thomas Vilsfort drev gæk med flere MB’ere inden han køligt sendte bolden fladt forbi MB’s keeper.

I halvlegen var det umiddelbart svært at se, hvordan man var endt med at være nede med to mål, da Måløv havde gjort rigtig mange ting rigtigt. Man måtte blot sande, at Brøndby altså kan være meget svære at spille mod. Dog havde hjemmeholdet tilsyneladende brugt alle sine kræfter i de første 45 min. For gassen var gået helt af, og allerede efter tre minutter af anden halvleg fik Måløv udlignet, efter en fantastisk dribletur af Magnus Victor, som splittede hele det kompakte Brøndbyforsvar ad – inden han lagde den til rette for Dalibor Radivojsa, som blot skulle sætte en inderside på bolden.

Herfra var stilen lagt, og Måløv dominerede halvlegen totalt. Det udlignende mål kom dog også kort tid efter, da Nicklas Lind Jørgensen lagde en millimeterpræcis frisparksbold lige ind i panden på Dalibor Radivojsa, som dermed kunne kalde sig dobbelt målscorer.

Den sidste halve time blev meget ensidig, men Brøndby formåede at afvise de fleste af Måløvs tilnærmelser, kampen skulle dog have været lukket ti minutter før tid, da bolden blev spillet ind foran, og Måløv havde hele to spillere, der bare skulle sætte en inderside på. Det endte dog med at der opstod ubeslutsomhed om, hvem der skulle score målet – og den store chance var forspildt.

Det endte dermed 2-2, og Måløv kan nu se frem til at have en kampfri midtuge, efter at have spillet ti kampe på under en måned. Næste kamp er dermed på søndag klokken 14, hvor der er finale i Seriepokalen mod Greve. Kampen spilles ligeledes i Brøndby.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *