Skovlundes festligste vej
Gadefest-14-25-19.jpg
temningen er helt i top i Renés garage, hvor beboerne er krøbet i ly for regnen. Vejfesten er et samlingspunkt for alle på Kløvertoften, uanset vejret. Foto: Foto: Kaj Bonne.
I de sidste ti år har beboerne på Kløvertoften i Skovlunde holdt en stor vejfest, der bare er vokset år for år. I år var der der lagt op til en brag af en jubilæumsfest. Vejret bremsede lidt af aktiviteterne, men humøret blandt beboerne lod sig ikke tæmme.

Det havde ellers været både luntog solrigt, men da lørdagen kom, trak de sorte skyer, regnen og blæsten også ind over Skovlunde. Det noget uldne vejr fik dog ikke lov til at ødelægge den specielle begivenhed, der hvert år finder sted på Kløvertoften i Skovlunde.

Her har beboerne igennem de sidste ti år afholdt deres vejfest, der hvert år er blevet større og sjovere. Normalt er vejen spærret af og de mange beboere sidder ude på vejen, mens der bliver løbet, vandret og lavet andre sjove aktiviteter.

I år måtte beboerne fortrække til Renés garage, der er blevet bygget om og udvidet, så der kan sidde rigtig mange mennesker, netop så man kan holde vejfesten derinde, når vejret er dårligt.

Højt humør i garagen

Men selvom jubilæumsfesten var i garagen, var humøret i hvert fald ikke parkeret. Festlige hatte, levende harmonikamusik og farverige kager fyldte meget sammen med den festlige snakken fra de mange gode naboer, som igen i år havde taget en lørdag ud af kalenderen for at hygge sig med hinanden. Uanset at de udendørs aktiviteter og den lejede drone, der skulle forevige det hele lidt fra oven, måtte droppes.

”Vi har haft den her fest i ti år og det er et stort højdepunkt. Vi har fået lov til at spærre vejen af, og så har vi hvert år en masse sjove aktiviteter. Det må vi så begrænse i år, men humøret fejler ikke noget. Og så er det godt, at vi kan bruge garagen,” siger Hanne Ladegaard, en af beboerne bag den traditionsrige fest.

Der er ingen tvivl om, at beboerne hygger sig. Musikken spiller og selvom vi er på besøg kort efter, at festen er begyndt om eftermiddagen, så er stemningen rigtig munter. Dette er en anledning til, at man kan mødes og have det rart sammen og skabe et nabofællesskab på tværs af matrikler.

Musikalske venner

To af deltagerne er vokset op på vejen og har nu fundet sammen i et musikalsk fællesskab via ’Mere Monitor’ i Ballerup. De kalder sig Julie Stella og Caylie. De er begge aktive i Mere Monitor som sanger og sangskriver og hygger sig med naboerne ved vejfesten.

”Vi er vokset op her på vejen og fandt ud af, at vi havde musikken til fælles. Jeg har optrådt i ’Live’ på Tv2 og er nu aktiv i Mere Monitor, hvor jeg arbejder sammen med Julie Stella. I dag skal vi dog ikke optræde, men bare hygge os med alle vores naboer på vejen, for det er rigtig hyggeligt,” siger Caylie, som håber at komme til at leve af musikken.

Hun arbejder ved siden af og skal til at læse musikvidenskab på universitetet efter sommerferien.
Julie Stella optrådte første gang i børne MGP i 2009, men er nu sangskriver og hun arbejder ved siden af som lærervikar med speciale i musik.

De to piger forsvinder grinende ind i garagen igen og tilbage til festen, der også har bragt to nye beboere tæt på fællesskabet.

En overset perle

Med hver deres stykke kage og kaffekop sidder Sebastian Steenssøn og Amalie Starcke. De flyttede til Skovlunde for et år siden fra Amager og de to ærkekøbenhavnere kunne i dag ikke forestille sig at bo andre steder.

”Vi havde kigget på hus på Amager, men kunne ikke rigtig finde noget. Så fik vi anbefalet Skovlunde af nogle venner, og da vi kom herud for at kigge, faldt vi i snak med nogle af beboerne. Vi endte med at købe huset og flyttede ind få dage før sidste vejfest. Så man må sige, at vi fik en god inrtoduktion til vejen,” siger Sebastian.

Som de storbyindianere de var, flyttede de til Skovlunde uden bil, uden kørekort og kun med en trailer. Men nu er bilen og kørekortene kommet til og til august kommer der også en baby.

”Skovlunde er et rigtig dejligt område. Tæt på byen og alligevel ’på landet’. Det er en overset perle, som jeg tror rigtig mange vil få øjnene op for i de kommende år. Vi arbejder begge i København, men der er ingen tvivl om, at vi ikke kunne have fundet et bedre sted at bo,” siger Sebastian, mens Amalie nikker.

Dermed bekræfter de to forholdsvis nytilflyttede, at vejfesten ikke bare er sjov og skæg. Der er også en dybereliggede mening af fællesskab og godt naboskab i arrangementet, som hverken regn, blæst eller uforudsigeligt dansk sommervejr kan stoppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *