Sikkerheden skærpes efter legeulykke
Legeplads-1.jpg
Alle legepladser i Baldersbos byggerier bliver nu ekstra sikret og får nye sikkerhedsprocedurer, så man undgår fremtidige ulykker. Foto: privatfoto
Sikkerhed Efter den tragiske ulykke på en legeplads er Baldersbo i gang med at gennemgå alle legepladser, som boligselskabet råder over. Mange fejl bliver nu udbedret.

Gynger og gyngestativer bliver udskiftet. Faldunderlag er tjekket. Bolte og skruer er spændt. Boligselskabet Baldersbo har haft travlt efter den tragiske dødsulykke på en af deres legepladser i slutningen af april.

”Umiddelbart efter ulykken lukkede vi alle vores legepladser. De er så blevet åbnet igen, en efter en, når de var gennemgået af en legepladsinspektør, der kunne sige god for sikkerheden. Nogle af dem har fået anmærkninger og de er stadig lukkede, indtil vi har fundet en ny leverandør. Det tager desværre lidt tid, men nu kommer sikkerheden naturligis før alt andet. Vi får landets strammeste sikkerhed efter det her,” siger Søren B. Christiansen, der er direktør for Baldersbo.

”Nogle steder vil man kunne se, at der fortsat mangler nogle legeredskaber. Men der er sikkert på vores legepladser, og vi skal nok sætte de nye legeredskaber op, så snart de kommer hjem,” lover direktøren.

Købt ekspertise

Spørgsmålet om hvem der egentlig har ansvaret for ulykken, er stadig usikkert.

”Legeredskaberne på pladsen, hvor ulykken skete, er opsat af virksomheden Ludus. Vi har ikke forstand på legepladser, så vi købte ekspertisen hos dem sammen med en serviceaftale, hvor de løbende skulle gennemgå legeredskaberne,” fortæller Søren B. Christiansen.

Flere dage inden den tragiske ulykke, havde beboere dog set, at det pågældende gyngestativ stod og vippede, og de henvendte sig derfor til boligselskabet. Baldersbo ringede efterfølgende til producenten, der forsikrede, at det var helt ufarligt, men at man ville kigge på det i nær fremtid. Det nåede de som bekendt ikke inden ulykken.

”Det er ikke min opgave at placere ansvaret, det er der andre, der skal gøre. Men vi har købt et produkt, og vi har også betalt for, at fagfolkene vedligeholder og reparerer. Jeg mener, at vi har gjort, hvad vi kunne, og det fastholder jeg, indtil andet er bevist,” siger Søren B. Christiansen.
Baldersbo har afsat to millioner kroner til at forbedre sikkerheden. Desuden har afdelingerne spyttet i kassen for at få flere midler. Men samtidig er der blevet rejst krav mod producenten Ludus.

”Der er ikke placeret noget ansvar endnu og derfor kører det juridiske stadig. Men vi har rejst et krav mod den tidligere producent og så må vi se, om vi kan finde en aftale eller om vi eventuelt skal tage den til domstolene,” siger Søren B. Christiansen, der forsikrer, at Baldersbo ikke kommer til at bruge den producent igen.

Nye procedurer

Ulykken har fået Baldersbo til at ændre praksis på en række områder.

”Vores egne folk vil fremover komme til at gennemgå pladserne en gang om ugen og gennemføre et større tjek hver tredje måned. Derefter får vi nogle eksterne til at tjekke en gang om året. Samtidig bliver proceduren, at hvis vores folk er det mindste i tvivl, om der er noget galt, så lukker vi pladsen ned og tilkalder ekstern ekspertise. Jeg tror, at vores beboere sagtens ville kunne forstå, at det er vigtigere, end at nogen kommer galt afsted,” siger Søren B. Christiansen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *